Trekking
Da vi forlod Hanoi for at tage på vandretur i bjergene omkring Mai Chau, stod regnen ned i tove. Vi havde kun været få dage i Vietnam, og det var vores erfaring, at overskyet vejr med heftige regnskyl var det dominerende vejrlig. Derfor håbede vi på, at solen ville skinne lidt på os, når vi nu skulle ud og trekke i de næste tre dage.
Men allerede efter en halv times vandring var vi blevet klogere - solen var slet ikke værd at stræbe efter. Regnen var stoppet, det var diset og overskyet, men det var særdeles lunt og fugtigt. Vi ved ikke, hvor varmt det har været, men vi svedte så det tapløb.

Vandreturen havde vi organiseret hjemmefra. Intrepid arrangerer ture under forhold, som til tider er ret primitive, og derfor stiller krav til fysisk udholdenhed og tolerancetærskler. Det var første gang, at vores guide havde haft så unge årgange som årgang 1985 og 1987 med på turen, men hvis hun var forbeholden, skjulte hun det godt. Begge børn klarede turen med bravour. Simon lagde en ære i at være den forreste, selvom han ind i mellem havde den tungeste rygsæk at bære. Ganske vist havde vi ikke al vores bagage med på vandreturen, det meste efterlod vi på hotellet i Hanoi. Men hver morgen fik vi i vores familie udleveret 12 liter vand, og det var tungt at bære, så længe det endnu ikke var drukket.

Landskabet var grønt - grønt - grønt i alle afskygninger! Nye risplanter er saftiggrønne som ingen andre planter. I dalene groede risen på markerne, i bjergene blev den sat på terrasserne. Hvor der ikke var ris, var der andre afgrøder - overalt var jorden dyrket. Vietnam har forresten udviklet sig til at blive verdens 3. største riseksportør. Træfældning og kemisk krigsførelse har afskovet Vietnam. Kun 20% af Vietnams skov er tilbage. Men når man går i de nordvietnamesiske bjerge skjuler problemerne sig i alt det grønne.
Hvis du ser godt efter, kan du måske få øje på vandbøflen, som går i den tredie (aflange) terrasse fra venstre? (Klik på billedet for at gøre det større).
[ Tilbage ] [ Op ] [ Frem ]