Tilbage til storbyen
Da bussen kørte ind i det centrale Saigon, steg børnenes humør mærkbart: her var masser af biler, brede fortove, pæne forretninger og høje huse. Inden vi overhovedet var steget ud af bussen, erklærede de, at Saigon var meget bedre end Hanoi. I det mindste var det en kultur de kunne genkende - storbyatmosfære! Det første, vi gjorde, var at gå på italiensk restaurant, hvor der blev serveret mad med kniv og gaffel. Det var en helt forkert fornemmelse efter en måned med spisepinde. Bagefter gik vi på airconditioneret isbar og fik flødeis. Begejstringen ville næsten ingen ende tage.
Der blev brugt meget tid på shopping i Saigon. De sidste gaver til vennerne skulle købes, og udvalget i t-shirts og budda-figurer var stort. Men de trælse forældre insisterede stadig på at tage på sightseeing ("Vi er altså ikke kommet til Vietnam for at se indersiden af et hotel!"). Det var knap så fristende at leje Honda'er i Saigon - trafikken var simpelthen for kaotisk, når man samtidig skulle koncentrere sig om at finde vej. Vi hoppede i stedet for på en cyclo, hvorved vi kunne konstatere, at cyclo'erne i Saigon er mærkbart smallere end i Hanoi.

Ho Chi Minh City består af to sammenvoksede byer: Cholon - den gamle kinesiske bydel, og Saigon. Betegnelsen Saigon bruges mest i daglig tale, hvor man tyr til Ho Chi Minh i officielle sammenhænge. Vi tog til Cholon i håbet om at se pittoreske gader, men så mest snavs og uspændende boder. Man bør nok alliere sig med en cyclo-fører i længere tid. Der skulle lige en Frisko-is (!) til at klare formiddagen. Cholon er imidlertid rig på gamle templer, og efter nogen vandring lykkedes det at finde dét tempel, Marianne havde udset sig, og Renato kunne bryste sig af at være familiens bedste kortlæser - den dag :-) I templerne er der ro og røgelse! Det er et godt sted at opholde sig en stund, sidde lidt i skyggen med en tår vand og samle sig lidt om byens indtryk og glemme støjen for et øjeblik.

[ Tilbage ] [ Op ] [ Frem ]