Navnet lovede mere end det kunne holde. Vi ankom i strålende sol, næste dag var også dejlig, men så kom regnen. Svømmepølene lå forladte hen, men der var trængsel ved spillemaskinerne. For de mindre spillebegejstrede var det en oplagt mulighed at tage på safari i den nærliggende Pilanesberg National Park. Der var meget, meget smukt. Parkens udstrækning er ikke så stor, men dyrelivet er meget varieret - det står der i hvert fald i brochuren. Det regnede bare for meget til, at vi selv kunne konstatere, om udsagnet holdt. Dyrene søger ly under træerne og står bom-stille, så man har næsten ikke en chance for at få øje på dem, når vegetationen er tæt.
Udover safari, fødselsdag, enarmede tyveknægte og vandrutchebaner blev der også lejlighed til at prøve 'parasailing' - hvor man i faldskærm bliver trukket op i luften efter en speedbåd. Det prøvede vores modige unger - og Lilian. Vi andre foretrak at have begge ben på jorden. Sun City var endestationen på vores 4 uger lange ophold på den sydlige halvkugle. Under et halvtag i ly for regnen ved Entertainment Centre tog vi afsked med Karen, Alexander, Lilian og Gordon og kørte så hver sin vej - en meget flad fornemmelse efter 4 ugers intensivt samvær i smukke omgivelser. |