head7.gif (2731 bytes)

Sodwana Bay, stedet for den aktive ferie med dykning, snorkling, dybhavsfiskeri (Blue Marlin) og på den årstid, stedet, hvor man kan se havskildpadder lægge æg på stranden. Dér skulle vi fejre årtusindskiftet.

Vores 'residence' i SodwanaVejen dertil var lang og trang. Nær målet blev vi omdirigeret to gange, fordi vejene og broerne var lukket pga oversvømmelser. 100 km på hullet grusvej i mørke og øsregn tærer på tolerancetærsklerne. Da vi ankom, var strømmen gået, så udpakning og indretning foregik ved stearinlysets skær og til munter kakkerlakdans på stuegulvet. Der var nogen i familien, som IKKE syntes at det var sjovt at skulle fejre nytår sådan et sted.

Men næste dag tegnede billedet sig anderledes. Det var blevet lunt og tørt, og vi fik plads på en snorkeltur samme eftermiddag. Det var en oplevelse at køre 25 km langs stranden i en stor 4-hjulstrækker og så blive sat af ved et sted med 'rock-pools'. Karen og Sara på stranden ved Sodwana BayDer kunne vi snorkle, mens tidevandet havde den rette højde. I 3 timer drev vi rundt i vandoverfladen og så på fisk i alle størrelser og farver. Renato havde på forhånd investeret i en dykkermaske med styrke i glassene, og det blev første gang, han rigtigt kunne se noget under vandet. Han blev helt vild og har allerede planlagt at tage dykkercertifikat ved først givne lejlighed.

Både dykning, Marlin-fiskeri og skildpaddetur stod på vores program, men vi havde ikke heldet med os. Dårligt vejr og fuldt besatte ture lagde hindringer i vejen for en fisketur, skildpadder så vi ingen af på natsafarien, og prøvedykket aflyste vi af andre årsager. I stedet fornøjede vi os med mere snorkling og almindelig beundring af den 'hvide strandkultur'. Det måtte være Vortrekker-mentaliteten, der kom op i folk: i store 4hjulstrækkere kørte de ned på stranden, slog en 'gazebo' (et oversejl/pavillon) op, og indrettede sig med kæmpestore køletasker, stole og evt. fiskestænger og musikanlæg. Ungdommen drønede rundt i 'bakkies' (biler med lad), hvor de enten sad på ladet i strandstolene eller stod oprejst med vinden flagrende i håret og fuld hammer på musikanlægget. Og som det altid gælder ved den slags steder: man skulle ikke mange kilometer ud ad stranden, før man havde det for sig selv.