Når man er i Lesotho, er det nærmest et 'must' at opleve landet fra ryggen af en pony. Gordons og Lilians veltilrettelagte program omfattede selvfølgelig også en ridetur i bjergene, med udgangspunkt fra Malealea i den sydvestlige del af landet. Vi tog af sted lillejuleaftensdag. Det regnede, men det ville nok holde op senere, gik vi da stærkt ud fra.

På vej til Malealea var vejen flere steder stærkt oversvømmet pga regnen, men først da vi kom til en lille bro, hvor bilerne i begge retninger var standset uden at køre over, blev vi lidt betænkelige. Vi kendte hverken vejens eller broens beskaffenhed, så vi var stærkt i tvivl, om broen kunne holde, eller om broen stadig ville være der, når vi skulle hjem næste dag. Når ikke engang de 'lokale' kørte over, så måtte der være noget galt. Vi steg ud af bilen for at se nærmere på sagen. De rør, som skulle lede vandet under vejen, kunne ikke klare de store vandmasser, som derfor fossede op over vejen og broen. Gordon og Marianne syntes, at det så lidt for voldsomt ud og var stærkt motiverede for at vende om, men Karen og Sara fik ufrivilligt afgjort sagen: for de ville i hvert fald hellere hjem og se fjernsyn! Det var lige det, de IKKE skulle have sagt. Vi kørte sgu ikke rundt i en 4-hjulstrækker for at give op for en lille vandstrøm. - Og fjernsyn! De tøser havde ligget næsten uafbrudt foran husalteret siden vores ankomst. Da en lille, tyndbenet hund samtidig besluttede sig for at trodse vandmasserne, og en bus gjorde det samme, så fulgte vi efter, under høje protest- og skrækskrig fra pigerne. Men broen holdt - og stod der stadig dagen efter, helt uskadt.

Vi nåede frem uden yderligere dramatik. Det regnede stadig, og ponyturene var indstillet. Pigerne havde besluttet sig for, at der ville være hår i maden, og at stedet var ualmindelig forfærdeligt, og at der lugtede, så de blev i bilen, hørte 'house'-musik for fuld hammer og nægtede at sige et ord i flere timer. Imens fordrev vi andre tiden i baren og i spisesalen med at se på de utallige fotografier, som var taget på pony-turene. Det så forjættende ud - i klart vejr. Vi giver det en chance, næste gang vi kommer!

Sidst på eftermiddagen optrådte en lille gruppe med sang, dans og musik. På afstand kunne man kun høre 3 akkorder fra noget, der lød som en ustemt gitar. Men da vi kom nærmere og så instrumenterne, steg tolerancen, for de var lavet af gamle blikdåser, bildæk, ølkapsler og olietønder, og det var imponerende, så meget lyd de kunne få ud af det. De spillede med en smittende begejstring, og en enkelt frigjort publikummer måtte lige op og demonstrere sit kendskab til afrikansk dans. Vi andre nøjedes med at klappe.

En af de MEGET charmerende spillemænd hed Johannes. Han var ponyfører, og ville gerne tage os ud på tur næste dag. Vejret så ikke alt for lovende ud efter morgenmaden, det småregnede og skyerne hang sort og lavt på himlen, så vi opgav. Men vi fik indfanget lidt af den lokale stemning nede ved købmanden, hvor der også var ponyudlejning. Ved middagstid kørte vi hjem til Maseru, så vi kunne nå at lave julepynt og julemad til om aftenen. Det var jo blevet den 24. december! Og et par dage efter kom pigernes hån: vi havde alle sammen fået dårlig mave, med overvejende sandsynlighed erhvervet under opholdet i Malealea.

Vi fik også en anden "arv" fra Malealea - og det var udtrykket "Helt ærligt !!!" sagt med en hel del indignation i stemmen. Så hver gang noget var åndssvagt, stønnede vi på skift "Helt ærligt", men det var ikke alle, som syntes at det var lige sjovt hver gang :-)
Men ingen ferie uden sit specielle, verbale udtryk.