For en del år siden var jeg på rundvisning i Nationalmuseets Klunkehjem. Der lagde jeg mærke til at stuernes lænestole var beklædt med broderede stofstykker, som hed antimakassar. Det blev brugt til at beskytte stolebetrækket mod herrenes olierede hår. Da vi gik rundt i Makassars gader på Sulawesi, kom jeg i tanke om klunkehjemsstolenes antimakassar. Hårolien - som vel måtte have heddet Makassar - så vi nu ingen steder. Det er nok også dér blevet erstattet af mere tidssvarende gele- og voksprodukter. Men vi kunne købe masser af billige guldsmykker af tvivlsom karat, og kondisko der umiddelbart lignede de rene røverkøb - uden at være det. Der var forbløffende mennesketomt i alle forretninger. Alligevel var der ingen desperate handlende, der hagede sig fast i os og ville overbevise os om, at de bare ville have os til at kigge ind og måske give os en 'special price'.

I små boder nede ved vandet solgte gadehandlere drikkekokosnødder, småretter med fisk, cola og cigaretter. Ved solnedgangstid samledes folk langs havnepromenaden for at se solen forsvinde ned bag horisonten. På det tidspunkt af dagen synes jeg næsten at Makassar var en charmerende by.