|
Hvordan det var at ligge i telt, sommeren 2001 Der er tre slags vejr i Skotland at tage hensyn til, når man skal pakke kufferten: Det regner - Det begynder snart at regne - Det har lige regnet. Derfor lyder første råd til teltliggere: Forsegl teltets sømme med "seam seal" inden afrejse. Pas især på de steder, hvor der sidder stropper eller elastikker til at spænde teltdøren fast med. Elastikker suger vandet til sig og drypper, så der kommer pytter indendørs eller endnu værre: i bagagen. Spring snakken over og se billederne i stedet Der er campingpladser nok at vælge mellem, og selv de mere ydmyge pladser var aftegnet på vores kort. En overnatning for to personer m. bil kostede 8-10 £. Pladserne var velordnede og toiletforholdene glimrende. Det bedste var næsten, at vi ikke behøvede at slæbe rundt på den evige toiletrulle, for den form for bekvemmelighed var der altid sørget for. Det næstbedste var, at det varme vand var inkluderet i prisen. Så slap vi for at skulle gå den lange vej tilbage til teltet efter de småpenge som man altid glemmer til varmtvandsautomaten. Og en kvindeting: der er hårtørrer mange steder! Hvis man rejser rundt uden bord og stole, sætter man stor pris på de bord/bænke-sæt af træ, som er standardudstyr på flere pladser. Vi observerede en tendens til at betragte bænkearrangementet som privat ejendom for den nærmestliggende. Så hvis der ikke er så mange på pladsen, kan man starte med at slå sit telt op et godt sted med læ eller udsigt - alt efter aktuelle behov - og så luske hen og annektere bænkesættet. Det er som regel til at slæbe af sted med. En anden fordelagtig indretning, som typisk findes på de mindre pladser, er det "shelter", hvor teltliggerne kan lave mad i ly for blæst og regn. Når man ligger ude ved kysten og er offer for Atlanterhavets susen, er det ret besværligt at skærme af for gasblusset. At Skotland tiltrækker friluftsfolket fremgår tydeligt af de talrige og veludstyrede "Outdoor"-forretninger. Her kan man købe alt til at forsøde campingtilværelsen med. Hvad med syntetiske håndklæder med fantastisk sugeevne, som tørrer på et øjeblik og fylder så lige så lidt som et viskestykke ? Det er da kun sparsommelighed, der skulle afholde en fra dén investering - eller bagagens vægt. Vi var i bil og havde ikke brug for at bekymre os om, hvor meget vi slæbte rundt på. Og dog - for vi fløj til Glasgow, så bagagen og campinggrejet måtte ikke veje for meget. Man er sjældent helt uden for lands lov og ret i Skotland, og alt kan købes, men nogle ting er gode at have medbragt hjemmefra, så de er ved hånden, når man skal bruge dem. Vi anbefaler:
Nogle går op i at have udstyret i orden fra dag 1. Det havde vi ikke, så vi måtte supplere med nogle indkøb, bl.a. pga vejret:
Hvad vi burde have haft med
Hvad maden
angår er de skotske supermarkeder velforsynede set fra en campingkok's
synspunkt : der er et pænt udvalg i færdigretter, f.eks. udmærkede indiske
karryretter på dåse. Skyllet salat kan købes i portionspakker, foruden
færdigsnittede grønsager med krydderolie til "Wok"-stegning. Og skulle
vejret arte sig, kan man købe en engangsgrill og et par gode bøffer.
[Tilbage til forsiden af www.grutzmeier.dk]
|