| |
|
Da vi ikke har været på seriøs vandretur
før, var vi usikre på, hvilken sværhedsgrad vi skulle
vælge. Vi syntes selv vi var i OK-form, bygget op af jævnlige
cykelture og spinning i det lokale helsecenter. Inden valg af
rejse læste jeg et eller andet sted, at hvis ikke man havde
været på vandring før, burde man vælge et niveau under det man
på forhånd mente at kunne klare. Vi valgte derfor grad 3 og
Korsikas bjerge.
|
 |
På anden dagen måtte vi revidere
vores opfattelse af egen formkurve. Den var ikke så høj som vi
troede. OK, vi var da ikke ved at falde om, og det var jo også
varmt, men vi pustede godt på op-turene. Men nedturene var de
værste. Vi havde det vældig dårligt med løse skærver og grus, og
når det går stejlt nedad i et par timer, får man slidt godt på
bremsemusklerne i låret. Knæene bliver udsat for en hård
belastning, og det var bestemt ikke dér vi havde vores styrke!
Så da vi skulle op på turens højeste bjerg, Monte Rotondo, blev
den allersidste stigning uden Renato og mig. Vi blev ved søen i
godt 2000 meters højde sammen med holdets øvrige svagelige eller
uambitiøse vandrere. For dog at dokumentere at vi faktisk var
kommet godt op i højderne, tog vi de relativt få højdemeter op
til den nederste snedrive, der endnu ikke var smeltet.
Utroligt
- jeg havde ikke forventet at finde sne på Korsika! |
|
|
|
Vandreturene bød ikke kun på strabadser og trætte
knæ. Der var pausedage hvor stigningerne knap så bratte, og hvor
der var noget der ligefrem lignede stier. Alle forhåbninger om
at få en sandal-dag kunne vi alligevel godt pakke sammen. Hver
dag var støvledag! Compeed - Guds gave til vandrefolket - kom i
flittig brug på holdet.
|
En af de stille
vandredage tilbragte vi ved kysten i nærheden af Porto. Vi kom
op til et af de gamle fyrtårn helt ude ved det blå, blå
Middelhav. Det skulle angiveligt være den rene søndagstur, men
der var stegende hedt, og den sidste opstigning til fyrtårnet
var ikke den rene barnemad for Ballerupborgere. Vi var så højt
oppe, at Renatos højdeskræk sejrede over trangen til at beundre
de stejle kyster. Jeg lider ikke af dén skræk (de andre fobier
forbigås hermed i tavshed), så jeg turde godt kigge ned i dybet.
|
|
 |
|
|
Denne vandretur varede kun 3 timer. Det er jo ingenting i
sammenligning med en vandring, der varer 9-10 timer, hvortil der
skal lægges morgenmad, transporttid, spisetid og godnatbajere.
Og så tænk på vores guider: de kunne ikke sove i bilen på vej
hjem, for de skulle køre bussen. De kunne heller ikke springe
over, hvor bjerget var lavest - de var bare på hele tiden ...
Det havde vi godt nok stor respekt for! |
| |
Billedet
til højre viser en af de varder, der viser vej for
vandrerne.
Vores datter Sara grinede, da hun så billedet. "Ved I godt, hvad de
sten betyder?" spurgte hun. "Da jeg var på vandretur i
Lapland, fik vi at vide at vi skulle lægge en sten
ovenpå vores lort". Så hvis man gør det samme på
Korsika, har vi altså fotograferet et lokum! |
 |
|
Side
1 -
Side 3 |
|
|
