2007 - Turen gik til Sydfrankrig

 
Turstart Perouges og Vienne Gorges du Verdon Små og store byer Nice og omgivelser grutzmeier.dk
   

Området La Dombes ligger lidt nordøst for Lyon omkring byen Villars-les-Dombes. Der er et væld af småsøer og damme, hvorfor det er rimeligt at antage, at det er årsagen til at frølår er blevet en delikatesse netop dér. Vi kørte videre ad småveje med solsikkemarker på alle sider med Perouges som første mål.

Perouges er fredet og ren idyl. De gamle stenhuse læner sig op ad hinanden i snævre gader, som flere steder ikke levner plads til trafik. Bilerne skal derfor parkeres udenfor byen. Vi kom tidligt på formiddagen, og der var stadig til at bevæge sig rundt uden at føle sig rendt over ende af de andre turister.

Efter at have drukket en kop god og stærk kaffe og have beundret en masse børnehavepus med kasketter og rygsække på rundvisning, anført af guides iklædt middelalderkjoler, brød vi op og kørte mod næste destination.

Vienne ligger stik syd for Lyon. Det der trak, var et intakt tempel og et stort amfiteater fra romertiden. Den allerede uundværlige TomTom førte os direkte til et centralt beliggende P-hus, hvorfra vi nemt kunne komme ind til seværdighederne. Pga middagslukning var der lidt stille i gaderne, og byen var åbenbart ikke et videre opsøgt  turistmål.

Amfiteatret lå lige i nærheden af P-huset. Der var delvist lukket pga en international jazzfestival, men vi kunne godt gå op på tilskuerpladserne og se ud over amfiteateret. Et cubansk orkester skulle spille om aftenen. Det trak lidt i mig, mens jeg overvejede om ikke en varm aften under stjernerne med salsamusik i øresneglen var en overnatning værd. Det kunne være en måde at tilbringe lidt mental tid sammen med Sara i hendes midlertidige cubaliv. Det blev ved tanken. Billetterne var sikkert også udsolgt.

Jeg ville gerne have haft fingre i den festivalplakat, vi så opslået rundt omkring, men jeg fandt ingen steder, hvor den var til salg. Jazzfestivalen prægede byen på den måde, at en masse af de centrale gader var midlertidigt omdøbt efter jazzens store navne, f.eks. Rue de Ella Fiztgerald og Place de Thelonius Monk. Inden næste Frankrigstur skulle man tage og tjekke festivalprogrammet og tage det med i planlægningen.

Katedralen Saint Maurice var under omfattende restaurering, men der var stadig adgang. Det var et kæmpe bygningsværk, med meget smukke glasmosaikker, nogle af den ganske nye. Kirken er opført mellem det 11. og det 16. århundrede. Det er ikke længe siden jeg læste bogen 'Jordens søjler' af Ken Follett, så jeg tænkte uværgerligt på det imponerende arbejde, der ligger bag sådan et bygningsværk.

Templet, Augustus og Livias tempel, ligger lidt indeklemt på en lille plads midt i byen. Man kunne ikke komme ind i templet, men måtte nøjes med at betragte det fra en af cafebordene omkring det. Når jeg ser så gamle templer, undrer jeg mig altid over at de kan stå så relativt ubeskadiget efter 2000 års forløb med krige, oprør, vejrlig og nogle gange jordskælv.

 

 

 

 
Turstart Perouges og Vienne Gorges du Verdon Små og store byer Nice og omgivelser grutzmeier.dk