Canopy tours og zip lines
er det helt store hit i Costa Rica. Der er skilte og reklamer over alt.
Man kan vælge mellem ’oldest and safest’ eller ’longest’ eller
’waterfall rapelling’ eller ’eco-tours’. På store billboards
kunne man se fotos af glade mennesker, der hang i en snor højt oppe i
træerne. Det ville Marianne meget gerne prøve og fortrængte
fuldstændigt, at Renato egentlig lider af højdeskræk.
Allerede i bussen derud
kunne vi se at oplevelsen hvad styrke angik, ville blive mindre
udfordrende end raftingen. Canopy-instruktørerne var ikke
tilnærmelsesvist lige så muskelstruttende som rafterne.
Sikkerhedsinstruktionerne gik stort set kun ud på at holde nallerne
langt væk fra karabinhagerne på vores seletøj. Vi blev udstyret med
arbejdshandsker, hvoraf den ene var læderforstærket beregnet til
bremsning ved for høj fart, hjelm og seler. Så gik turen opad til
øverste platform.
Det var den rene tivoli-forlystelse.
Kun på ét tidspunkt mærkede jeg ansatsen til angst. Det duvede i træet,
der var meget smalt på platformen, vi var en del deroppe og der var
MEGET langt ned til jorden. Angstanfaldet var hurtigt overstået, og der
var sådan set heller ikke andre muligheder at komme ned på.
Renato fik et beroligende klap
på skulderen af de andre, som kunne se at han vist ikke befandt sig i
sit rette element. Men han havde iagttaget sikkerhedsprocedurerne og
begyndte efterhånden at slappe af. Vi var kontant spændt fast til en
line eller til instruktøren, som selv var spændt fast. Stålwirerne så
fine ud, og platformene var sikret efter alle kunstens regler, så det
virkede sikkert.
Der var 3 forskellige typer
udfordringer:
- Zip-lining, hvor man ’kører’ fra den
ene til den næste, laverehængende platform
- Tarzan-swing, hvor man svinger sig over
- Rapelling, hvor man kurer lodret ned
En fotograf
fulgte med og stod klar med apparatet på nogle af
platformene, så hun kunne forevige vores begejstring. Vi købte
billederne, som blev leveret på en DVD på vores pension samme aften.
Billederne er klippet sammen og ligger på YouTube: