Costa Rica

Hvalerne

I Bahia Drake tog vi på Delfin- og hvalsafari, eller hvad man nu kan oversætte whalewatching til (Hvalkig – der er ikke samme schwung over det).

Guiden lovede at vi nok skulle se delfiner. Han mente at der også ville være god sandsynlighed for at se pukkelhvaler. På denne årstid – i juli – kommer hvalerne op fra Antarktis for enten at parre sig eller føde deres unger i det lune vand. Vi tog af sted i øsende regn og blæst i en lille glasfiberjolle. Vi sejlede og sejlede og kom heldigvis fri af den kraftige regn.

Og så så vi blåst! Et par delfiner sprang op og lavede spektakulære cirkusnumre i luften – fantastisk flot. Vi kom så tæt på, at vi kunne se uro i havoverfladen, men hvalerne var mestendels neddykkede. Der kom et blåst nu og da, hele tiden et nyt sted og hele tiden ret langt fra os. Guiden var ihærdig, lidt mere end han behøvede at være for vores skyld. Vi ville hellere jagte delfiner. Vi var efterhånden også kommet meeeget langt ud på havet. Det var underligt at sidde helt derude på det store Stillehav i nærheden af pukkelhvaler i en meget lille jolle med en enkelt påhængsmotor. Marianne og Simon gjorde sig hver især nogle bekymrede tanker, men sagde dem ikke højt.

Delfinernes cirkusnummer blev desværre en engangsforestilling, og vores lille jolle var ikke lækker nok at springe foran som delfinfætrene gør det i Middelhavet. Men guiden fik ret – der var flere hvaler. Der var gang i den et sted med blåst, uro og finner. Guiden mente det var en hval med unge – spørg ikke hvordan han kunne afgøre det. Der kom mere blåst, uro og finner. Delfinerne holdt sig i nærheden af hvalerne. Det gør de, når der er gang i kurmageriet, sagde guiden.

Båden tøffede lidt rundt og vi stirrede stift på vandet. Så begyndte påhængsmotoren at hyle og sætte ud. ”Ha-ha, nu får vi motorstop”, grinede vi kækt. Ja, det gjorde vi sørme, helt og aldeles. Motoren ville bare ikke i gang igen. Så var det pludselig ikke sjovt længere. Vi var heldigvis lige på ruten ud mod den stærkt besøgte Cano Island, hvor dykkerne og snorklerne blev sejlet ud, men altså … det var længe siden vi havde set en båd. Og hvor langt kan man drive væk i sådan en blæst? Der var ingen radio i jollen, men guiden havde sin friskopladede mobil med. Han gik i gang med at ringe, og fik fat i den ene telefonsvarer efter den anden. Bekymrende, men der kom hul igennem. Guiden fik fat i Ranger’en på øen og på nogle folk inde på land. Så skulle vi bare vente. Vi drev rundt en halv times tid, og så kom der en anden hvalkiggerbåd og hentede os.

Den anden båd havde ingen guide med, så sammenføringen blev til gavn for begge hold. Vi kom tættere på hvalerne, og de andre fik kvalificerede forklaringer. Da vi havde set hvaler længe nok, satte båden farten op – og så skød der en stor pukkelhval op højst 10 meter til venstre for båden. Selvfølgelig var kameraet lige blevet slukket, men det så cirka sådan ud, blot meget tættere på – og STØRRE:

I den anden jolle sad bådføreren alene tilbage. Han skulle vente på at få bugser-assistance. Vi mødte ham kl. 18.20 igen ved hotellet. Han var lige kommet ind 20 minutter tidligere. Vi var sejlet ud kl. 8 om morgenen. Godt vi blev samlet op!

grutzmeier.dk