|
Vandfaldene ved Hohoe
Wli
Falls
|
Vi så to af Hohoe-egnens vandfald. Det mest besøgte
hedder Wli og ligger en lille times kørsel fra byen. Vi
havde læst en anbefaling af en lokal turoperatør, som
arrangerede taxa og guide for os. Hun tog selv med til
vandfaldet. Renato var dybt fascineret af hende. Hun
mindede ham om Whoopi Goldberg. Han kunne næsten ikke få
øjnene fra hende.
Konversationen mellem hende, den lokale guide og vores
chauffør var fuld af latter, udbrud og medfølende lyde.
Vi forstod selvfølgelig ikke hvad de sagde, men mens jeg
lyttede til dem tænkte jeg på vores eget sprog, som må
lyde frygtelig monotont i fremmedes ører. |
 |
Turen til vandfaldet gik gennem et vildnis, der virkede helt
jungleagtigt, når man så bort fra den pænt anlagte sti og de
mange små broer over vandløbet. Der skulle være mange
sommerfugle, men det var for tidligt på morgenen, klokken var
kun otte, og det var køligt endnu.

Vi
havde taget badetøj med, men det var for koldt, og vandet så
ikke indbydende ud. Så vi gik lidt rundt, soppede en smule og
satte os på en bænk og kiggede på vandfaldet. Jeg tror vi
stiltiende valgte at bruge længere tid ved vandfaldet end vi
egentlig havde lyst til, for ikke at fremstå som uimponerede og
blaserte.

På
tilbageturen gennem skoven var solen kommet så højt op på
himlen, at den kunne skinne ned gennem trækronerne. Det betød at
sommerfuglene var begyndt at vågne op og flagrede omkring. Der
var mange smukke af slagsen, men de færreste havde tålmodighed
til at posere for fotografen.
|