Hagl og næsehorn i Malewa River Conservancy

Det var ikke helt, som det skulle have været. Bilen rutchede afsted på smattede spor, og luften var kold. Da vi ankom til Malewa River Lodge, blev vi budt velkommen af gæster, der krøb sammen om den åbne kaminild. Tøj og sko hang til tørre rundt omkring. De fortalte at de var blevet overrasket af et voldsomt uvejr, hvor store hagl piskede ned på dem. Haglene lå stadig i små dynger rundt omkring. Det var virkelig koldt. Sara fandt kalendergavenissehuen frem. Den kunne bruges som nathue.

På grund af vores forsinkede ankomst aflyste vi den planlagte heldagstur til Lake Nakuru. I stedet aftalte vi walking safari i reservatet med en af stedets lokale guider. Det var skønt endelig at kunne komme ud og bruge fødderne, fremfor at være henvist til den evindelige transport i bil og bus. Regnen var holdt op, og himlen så lovende ud. Reservatet er ikke stort, men der er alligevel en del dyr at iagttage. Hvis man er heldig, kan man endda opleve leoparder og hyæner. Vi så strudse, eland, impalaer, zebraer og giraffer.

Man kunne også komme ud og ride. Det skulle Sara og jeg prøve. Fordelen ved at ride er, at man kan komme meget tættere på dyrene. Det var temmelig store heste, der var sadlet op til os. Jeg kunne selvfølgelig ikke få røven med, og måtte puffes op på plads. Så skridtede vi af sted i god ro og orden. Vores to guider ville vise os reservatets næsehorn. Det lød både eksotisk og urovækkende. Vi red et stykke tid uden at se dem, men så fik guiderne øje på dem. Jeg hev det lille kamera op af lommen og zoomede ind. Jeg noterede mig, at næsehornene også havde set os, så jeg skyndte mig at knipse og få kameraet i lommen igen. Næsehornene satte i luntetrav med kurs direkte mod os. Førerguidens hest blev nervøs. Den lagde ørerne tilbage og begyndte at danse sidelæns. Sara red bag mig, og jeg hørte hende sige, at NU ville hun altså gerne væk. Jeg bebrejdede mig selv, at jeg var taget ud på ridetur blandt vilde dyr, for jeg kan jo ikke ride. Hvordan filen skulle jeg holde mig fast, hvis hesten begyndte at te sig lige så nervøst som den anden, eller bare sætte sig i hurtig bevægelse? Da næsehornene var mindre end 10 meter væk, sagde guiden at vi skulle trække os tilbage, og han satte sin hest i trav. Jeg jog hælene ind i flankerne på min hest og håbede det bedste. Jeg var besvimelsen nær af skræk, og tanker om hvordan jeg faldt af hesten og blev trampet ned af næsehornene fløj gennem mit hoved. Men det lykkedes mig at klamre mig fast de 30 sekunder vi travede. Det var nok til at lægge tilpas afstand til de store dyr. Sara hang heldigvis også stadig på, selvom hendes hest selv ville bestemme hvilken retning og tempo turen skulle gå i. Det blev helt sikkert en safarioplevelse, hvis dramatiske højdepunkter vil vokse som årene går!