Hohoe, en provinsby i East Volta

Sara havde endnu ikke besøgt East Volta-området, så vi tog en taxa - som man gør når man sådan nogle rige svin som os - fra Accra til Hohoe. Turen tog 4 timer. Hohoe ligger tæt på grænsen til Togo. Det var en livlig by, med mange småhandlende langs gaderne. Alt summede af aktivitet.

Det så fattigt ud, men ingen så ud til at lide nød. Flere huse lignede decideret slum, men fra mange usle rønner vajede tv-antenner på toppen af lange bambusstænger. Ikke kun er fjernsyn noget nær folkeeje. Også mobiltelefonien er virkelig slået igennem i Ghana. Alle synes at have én, og overalt kan man købe taletidskort fra små boder langs vejen.

Ghaneserne omgås deres skrald med påfaldende skødesløshed og ligegyldighed. Overalt lå der plastikaffald, især fra de små poser man bruger til indkøb og vand. Et vandløb langs en bebyggelse fungerede som åben kloak. De dybe rendestene langs vejene var fyldt med stinkende slam, og dernede gik høns og pikkede efter føde. Jeg blev vegetar lige på stedet!

Lossepladsen var en integreret del af byen, og slagteriet lå lige ved siden af. Vi så forpinte, sammenbundne køer ligge på ladet af en pickup. I palmetræerne mellem lossepladsen og slagteriet sad gribbene og ventede.

Sara hos appelsinsælgeren

Skulle sulten overmande én, er der næsten altid en lille snack at købe. Man kan købe friturestegte kasawastykker, eller små varme grødretter der serveres i en plastikpose. Man får maden ud ved at bide hul i det ene hjørne af posen, og suge indholdet ud. Appelsiner kan købes enkeltvis, og inden man får appelsinen, bliver det yderste olieholdige lag af skrællen skåret væk med en kniv. Derefter skæres en skive af toppen, og så kan man suge saften ud af frugten uden at få nassede fingre.

Taste Lodge

Guidebogen sparede os for meget besvær. Uden den havde vi aldrig fundet frem til Taste Lodge, som var value-for-money. Vi fik to værelser, hver med vifte, fjernsyn (der ganske vist ikke virkede), brusebad og veranda. Det var rart at bo godt, for opholdet lidt længere end forventet, fordi Sara fik et heftigt maveonde. Derfor indstillede vi  rejseaktiviteterne, mens vi ventede på at hun kom til hægterne. Imens fulgte vi hotelmutters og personalets gøremål fra vores veranda.

Hotelmutter sad for det meste i sin hvide plastikstol i gården og dirigerede slagets gang derfra. Når hun blev træt, rullede hun en madras ud og lagde sig på den. På et tidspunkt hvor der måske ikke var andet at lave, anbragte de ansatte stolene i en rundkreds og satte sig til at synge og klappe. Vi forstod jo ikke hvad de sang, men fordi Ghana nærmest er kristent fundamentalistisk, ville det ikke undre mig om de havde holdt en lille andagt.

Ude i køkkenet havde de en favorit-CD, som de spillede om og om igen. "Hellow, my sistar - hellow, my brothar - I am da Mastar..." Kan desværre ikke give den som lydkulisse til de to billeder nedenfor. Forsøgte et par gange at optage lyd, sange eller gadestøj med mobiltelefonen. Det blev ikke vellykket.

Billedet tv forestiller Mama Taste-Lodge på sin stol i gården foran vores værelse. Billedet th er Saras alternative familieportræt-med-ben fra værelsesverandaen.