Saras værtsfamilie og afsked med Berekum

Der er ca. 350 km fra Accra til Berekum, men på trods af den relativt korte afstand tog det over 8 timer. Vores ankomst til Berekum og Saras hus foregik ikke helt på den måde, jeg havde forestillet mig. Bussen fra Accra var forsinket, og vi var nåede først frem ved midnat. Familien var for længst gået til ro. Sara måtte banke Cho op, så han kunne lukke os ind. Hun viste os hvor vi skulle sove, og så hviskede vi godnat.

Det første møde med Saras værtsfamilie blev noget kejtet. Vi blev gennet ud af sengen kl 06 af Sara der meddelte, at der stod en mand udenfor og ville tale med os. Jeg tænkte at det nok var en sur stodder, der var fornærmet over at vi havde afvist billejen (beskrevet under Rundt i Ghana). Men det var en skrædder, der skulle tage mål af os til noget beklædning, som værtsfar bekostede. Hvilken gestus! Så vi fandt os selv stående midt i gangen, med søvn i øjnene og ugler i håret, armene ud til siden, så skrædderen kunne komme til, omgivet af familien der så til i tavshed.

Bagefter kunne vi så sige pænt goddag og give hånd. Vild forvirring. Det blev til et par håndtryk to gange til Olivia - det er sgu svært at se forskel!

 

	Huset var stort! Store værelser, stor midtergang, stor stue med en kæmpekæmpe U-formet sofa rundt om et stort fjernsyn. På væggene helt oppe under loftet hang store fotoforstørrelser, mest af værtsfar i forskellige udklædninger, som fik ham til at se ret gansteragtig ud. Han lignede ikke en, der lever af at sælge italienske sko, som han siger er hans levebrød i Amsterdam.
I et klima som Ghanas er der ikke behov for at hygge sig indendørs, så møblementet i huset var sparsomt. De fleste aktiviteter som spisning, badning, tøjvask foregik udendørs. Husets køkken blev ikke brugt til ret meget, og køleskabet indeholdt stort set ikke andet end vores poser med drikkevand. Maden blev tilberedt over trækulsblus ude i gården. Vi fik vores morgenmåltid serveret inde i stuen, mens de andre sad udendørs. Sara var blevet behandlet ligesådan, da hun var ny i familien, indtil hun spurgte om ikke hun måtte spise sammen med de andre. Så nu spiste hun sammen med værtsmor, hendes søstre og børnene. Det gjorde vi også den ene aften. Værtsfar sad foran huset og spiste sammen med sine venner.
Kosten består grundlæggende af fufu, en lind grødblanding af kasawa, yams eller plantaine (madbananer). Den skal stampes sammen i en morter, når rødderne er blevet kogt. Det var omstændeligt og fysisk hårdt, kunne vi se. Poundingen var noget Cho, husets stik-i-rend-dreng, stod for. Fufu'en blev serveret med en krydret, stærk sovs tilsat snegle, indvolde, grisekød eller kylling. Vi fik luksusudgaven med kylling. Klik på billedet og se en lille filmstump om pounding. Olivia har aldrig fået nallerne i klemme! (Beklager at billedproportionerne gik fløjten i redigeringsprocessen, da optagelsen skulle roteres 90 grader)

Som tak for familiens gæstfrihed overfor Sara og for deres gestus med det skræddersyede tøj (pyjamasser til Sara og Marianne, en skjorte til Renato), inviterede vi familien på frokost på et af byens hoteller med swimmingpool. Der havde de aldrig været, og det blev en kæmpe succes. Alle kvinder og børn kom i vandet, selvom de fleste var ret skrækslagne i starten. Renato, værtsfar og jeg blev på det tørre og så til. Da først de havde overvundet utrygheden ved det våde element, kastede de sig rundt og øvede sig med assistance fra Sara i at flyde. Værtsmor tabte parykken, men tog det absolut fra den humoristiske side. Vi kunne være blevet der  i lang tid, men værtsfar kommanderede alle op efter ½ times tid trods højlydte og vedvarende protester fra værtsmor. Det var ellers sjældent hun sagde ham imod, fortalte Sara. Det hjalp ikke at vi prøvede at overbevise ham. Nix, vi fik at vide at vi trængte til at hvile os inden den forestående busrejse til Accra om aftenen.

Det må have været svært for Sara at sige farvel. På overfladen foregik det ret roligt. Værtsfar og værtsmor fulgte os til busholdepladsen, men det var sent og børnene skulle blive hjemme. Da lågen lukkede efter os, hørte vi de to yngste grædende kalde på "Sala". Det var hårdt!