|
Til gin hos Chief'en
Chiefen sad under et palmebladshalvtag og drev den af sammen med en af landsbyens ældre. Da vi kom, blev der fundet stole frem til os, og vi blev sat på en lige række frontalt mod Chief'en. Vi blev budt velkommen, og Chiefen rejste sig for igen at give hånden. Sådan er den lidt omstændelige hilseceremoni i Ghana: Først giver man hånd og siger goddag, så sætter man sig og konverserer kort, og så rejser værten sig igen, giver hånd og siger velkommen. Sara sendte advarende dræberblikke mod mine ben, og der gik nogle lange sekunder før jeg forstod hvad hun ville hentyde til. I Ghana er det ret uhøfligt at sidde med krydslagte ben. Det signalerer, at man føler sig bedre værd end dem, man sidder sammen med. I en fart fik jeg ommøbleret mit bentøj. Efter en kort samtale hvor Chief'en stillede spørgsmål om hvor vi kom fra, om vejret i Danmark og hvad vi syntes om Ghana og ghaneserne, blev konversationen sporet ind på det væsentlige, betalingen for besøget ved vandfaldet. Chief'en ville gerne have at vi gav ham 3 flasker gin! Vi havde ikke forudset at blive mødt med et krav om betaling i sprutform, og vi syntes godt nok, at det var en exorbitant høj pris for at se et vandfald. Chiefens krav var ikke ultimativt, så vi slap et beløb i en størrelse som forekom mere rimelig end gin. Vi takkede af, og lovede på opfordring at vende tilbage fordi Chief'en ville sikre sig "that you are all well". Efter vandfaldsbesøget returnerede vi til landsbyen. Atter blev vi bænket på rækken af hvide plastikstole foran Chief'en. I mellemtiden havde hans 'small boy' - stik-i-rend-drengen (som var voksen) - fået organiseret en flaske gin fra et af depoterne i landsbyen, og der blev skænket et svingende bæger til Chief'en. Vi så på, mens Chief'en i én slurk tømte det fyldte vandglas. Der skulle åbenbart drikkes til! Så blev landsby-gamlingen budt af samme glas. En ordentlig hivert tog han, og rystede de sidste dråber ud ad glasset. Taxachaufføren blev budt, men fik lov at sige nej, fordi han skulle køre. Jeg åndede lettet op. Renatos tur! Et stort glas blev skænket op, men Renato kunne/ville ikke drikke det i én og samme slurk, han knækkede den over. Jeg spurgte hviskende Sara, om man kunne sige nej. Nej, var hendes korte svar. Så blev det Saras tur. Det indtog hun som en mand, og rystede hjemmevant glasset tomt for dråber, inden det gik videre til mig. Jeg blev mere og mere imponeret over, at hverken Renato og Sara faldt om med flammer ud af halsen og tårer i øjnene. Tværtimod sad de roligt og smilende på deres stole. Jeg stræbte imidlertid ikke efter at imponere nogen med mine evner til at konsumere 2 dl gin i én slurk, så jeg fik opskænkeren til at stoppe ved et kvart glas. Det bed jeg over i 2, spildte på hagen og tøjet, og sad så og ventede på effekten. Men ginen var forbløffende mild, nærmest sødlig. Og det var så dét! "Oh, I like Danish people", sagde Chief'en, og så måtte vi gå. Ingen af os slingrede, og ingen af os snøvlede. Kun jeg fik hikke.
Desværre havde vi været for hæmmede til at fotografere seancen hos Chief'en. Men inden vi forlod landsbyen, fik vi lov at tage et billede af et par børn. Small-Boy skyndte sig hen bagved og stillede sig op med den nu næsten tømte ginflaske, det eneste vidnesbyrd vi har på dén oplevelse. Historien med afgiften kan fortælles anderledes: Det handler egentlig kun om at få hevet så mange penge som muligt ud af turisterne, så chiefen kan få købt noget gin. Så sidder han og beruser sig, og kaster sig bagefter over en af kvinderne i landsbyen, som han kan avle nogle flere børn på. Bagefter sætter han sig tilbage i sin stol i skyggen og fortsætter med ikke at lave dagens gerning. Men den historie er ikke lige så sjov at fortælle. |
