Jul i Amboseli

Hjemmefra havde vi booket en safari med den kenyanske rejsearrangør, Gamewatchers Safari. Det vi især glædede os til, var muligheden for at komme på teltsafari. Ikke i primitive tomandstelte med tynde skummadrasser på jorden som vores første Kenya-safari bød på, men lidt mere luksusbetonet. Vi skulle fejre jul i Amboseli, og jeg vidste præcis hvordan det skulle forløbe. Juleaften ville jeg sidde foran teltet med et glas vin i hånden, kigge på den nedgående sol og lytte til lyden af vilde dyr i det fjerne. Men sådan skulle det ikke gå. Vejret var af lave i Kenya, regntiden ville ikke holde op. Den lejr vi skulle have været i, var lukket pga oversvømmelse. I stedet blev vi indlogeret på Amboseli Sopa Lodge. Det var såmænd fint nok, det indgik bare ikke i min forestilling om juleaften.

Det er lidt svært at finde julegrimassen frem, når det er lunt og grønt omkring én, og man lige har været ude og se på elefanter. Det skulle dog ikke komme an på det, for vi havde gaver med hjemmefra til Sara. Inden aftensmaden satte vi os over i baren, bestilte drinks og linede pynt og gaver op på bordet. Det hjalp ikke så meget - det var stadig sært.

 

I restauranten skulle der også skabes stemning. Det lokale kirkekor stillede op med rytmeboksen i baggrunden. Vi har absolut haft musikalske oplevelser, der var større. Julestemningen udeblev.

Hør et lydklip fra korsangen (.wav)

Efter aftensmaden gik vi over i baren for at se masai-kvinder danse. Det føles slet ikke julet, men meget turistet.
Dansen er meget monoton. De bøjer sådan set kun lidt i knæene! Sangen lød bedre end julekoret. En mand forsøgte at gejle en stemning op og få nogle turistdamer med op i rækken, men det holdt hårdt. Sara og jeg bed ikke på.

Hør Masai-kvinderne (.wav)

Næste dag gjorde Father Xmas det samme som os andre - han tog på safari!
Safarien juleaftensdag om eftermiddagen blev ikke til så meget. Bilen brød sammen inden vi nåede indenfor gate'n til Amboseli National Park
Mens Francis kæmpede med bilen kom publikum cyklende til. Det kniber utvivlsomt med underholdningen på de kanter.
Vi kom ikke så langt pga den sammenbrudte bil, og det kneb med at komme nærmere på de vilde dyr. Sara spottede dog et ældre eksemplar af den sjældne Elephantus Pjankus.