Sommerhusdagbog

Store – nej, lille badedag

I går lod jeg mig friste. Ikke over evne, men inden for det muliges kunst. Jeg tog nemlig en impulsiv feriedag, eller rettere, en 3/4 én af slagsen. For inden jeg kunne holde ferie, sad jeg for bordenden for et møde, jeg selv havde indkaldt. Da det var færdigt og de vigtigste mails fra kommet fra hånden, susede jeg sydpå, ned til Refugiet, en skyfri himmel og, bedst af alt, temperaturer omkring 25-26 grader. Første dilemma kom, så snart jeg havde taget det afslappede kluns på: skulle jeg hive liggeagregatet frem og læse i min bog, eller skulle jeg være mere fysisk aktiv og bevæge mig over til skov og strand? Jeg valgte det sidste. Der var længere at gå end jeg huskede, så det må være længe siden, jeg har taget turen til fods. Bonus er den glorie, der vokser frem og bliver større for hvert skridt. For ligesom at have noget at tage mig til nede ved vandet, gik jeg i gang med lede efter hulsten og gamle glasskår. Jeg fandt ikke meget af nogen af delene, for vandstanden var høj og levnede ikke meget plads til halvskjulte skatte på det smalle stykke. Det er en kyststrækning uden sandstrand, […]

Fra kornmark til græsplæne

Det er tre uger, siden vi var her sidst. Imens har græsset vokset sig højt og ligner en kornmark. Det giver haven det præg af naturgrund, vi helst vil have, men det er ikke nødvendigvis pænt. Vi har dyrket det langhårede græs-look i nogle år, men vi slår som regel græsset ned i august, når det har mistet sin charme. I år ventede vi ikke så længe, men hev plæneklipperen frem allerede nu, midt i juli. Det kortslåede græs har gjort stauderne synlige (de af dem, som ikke har lidt kvælningsdøden af græsset), og haven er forvandlet til noget, der næsten er for pænt. Men det er ikke for sent at lade græsset gro og lave nye stier, så vi atter kan få en grund, der ser lidt skødesløs ud.

Roserne giver den gas

Nu er der fuld knald på de fleste rosenbuske! Jeg har taget en runde for at holde mandtal over de udsprungne af slagsen. Det er en del, men det er ikke alle: Cloris – topper nu Maidens Blush – har endnu ikke nået klimaks Scharlachglut – topper nu Lykkefund – kan give mere endnu Rose de Rescht – er lige kommet godt i gang Compte de Chamboard – er kommet godt i gang Ukendt Navn med lyserøde, tætte knopper, uden prægnant duft – kan give mere endnu Stanwell Perpetual – bliver ved Aicha synger på sidste vers, men har stadig knopper De vilde roser – og selvfølgelig hybenroserne De sidste (Pink Fairy, Renaissancerosen, den nyindkøbte Engelske, Rosa Open Arms og de fine små) springer nok ud, mens vi har ferie. Cloris’en fik en dosis gift mod det voldsomme angreb af rust. Det har virkelig hjulpet! Den får en ny tur med sprøjten om et par uger.

Hvad mere kan man ønske sig?

Ingredienser til en dejlig sommerdag: Solskin Blå himmel Temperaturer over 22 grader Kun en let brise Opslået parasol Liggestol i skyggen Kaffe / koldt vand / juice inden for rækkevidde En god bog (aktuelt: “Skæbne og Hævn” af Lauren Groff Fuglefløjt (aktuelt: solsort, gulbug, musvit, gransanger, bogfinke) Blomsterduft i næseborene Blomster i synsfeltet (aktuelt: kørvel, cloris, lupin, aicha, hvid okseøje, prikbladet fredløs, geranium, hyld) Hvad der kunne gøre dagen endnu bedre: En kold is!  

Aichatid

Jeg har en faible for roser, som jeg for 10 år siden ikke havde troet ville slå rod i mig. Jeg er relativt hårdt angrebet. Sidste uge kunne jeg konstatere, at jeg var mere ærgerlig over et rosenrustangreb, end jeg egentlig havde lyst til at vedstå over for mig selv. I denne uge er jeg påfaldende lettet over, at svampegiften ser ud til at virke. Oven i hatten er jeg usandsynlig glad for den høje, flotte Aicha-rose, som står i fuldt flor. De enkelte blomster dufter ikke særlig kraftigt, men tilsammen dufter hele busken sart og frisk, faktisk lidt honningagtigt. Vi har to buske, men to’eren er langt bagud i væksten, fordi jeg først eksperimenterede med at have den stående foran huset. Det gik ikke. Jorden er for sandet og for tør lige der. Jeg flyttede den ind i haven, og nu er den sandelig ved at komme efter det. Den skal nok vokse sig kraftig. Tænk, at man kan blive så glad for planter!    

Øv – Rust!

Nu var den rosenbusk lige blevet så flot, med en højde på over 2 meter og en omkreds på 3. Masser af knopper. Og så har den fået rust. Det havde den også sidste år, men jeg vidste ikke, at angrebet kunne tage livet af rosen, så jeg ignorerede det og tænkte: ja, sådan er det at være haveejer. Planterne får sygdomme. Lad falde hvad ikke kan stå. Men efter at have hørt, hvordan rust slog et rosenkrat med Maidens Blush ihjel, har jeg fået kolde fødder og har taget kampen op. Hver gang jeg spotter et angreb, klipper jeg grenen af. Hver gang jeg fjerner den afklippede gren, spreder de fine sporer sig øjeblikkelig og sætter sig på blade og i græsset. Busken ser mere og mere pjevset ud, og jeg ærgrer mig mere og mere. Men-men, det er bare en plante, siger jeg til mig selv – og ærgrer mig igen!  Rosen har en lidt sjov historie. Jeg fandt den i skellet ind til naboen, fuldstændig begravet under buskene. Jeg så den kun, fordi den stod med en enkelt blomst og flashede lyserødt. Busken var lille, og da naboen alligevel ikke var til blomster, kunne jeg grave den […]

Højdepunktet – nej, lavpunktet nærmer sig

Aftenerne er blevet meget lyse. Vi tænker ikke over, hvad klokken er, når vi sidder på terrassen fredag aften, og aftensmaden er serveret halvsent, fordi fredagsmyldretidstrafikken ikke ville spytte os ud af bilkøen. Denne aften var en af de helt fantastiske sommeraftener, hvor ingen vind rørte sig, nattergalen sang i krattet og luften var tyk af dufte fra hvidtjørn, kørvel og hybenroser. Sådanne aftener fik vi stort set ingen af sidste år. Sådanne aftener skal afsluttes med et kig på solnedgangen fra diget. Vi skulle lige tjekke, hvor langt ud til højre solen var kommet her den 27. maj. Når solen er længst mod nordvest, går den ned i hullet til højre mellem skoven og den høje træ. Derfra går det tilbage mod mørkere tider. Derfor det sjovest at se solnedgang nu, hvor det stadig går mod lysere nætter.

Årets gang i Refugiet

Vi bruger vores sommerhus hele året. Denne Billedbog fra Refugiet illustrerer i tilfældig tur og orden tidernes skiften og vores forskellige gøremål, når vi er i sommerhuset.