Sommerhusdagbog

Her hvor jeg bor

Selvom vi ikke bor her, opholder vi os alligevel så meget, at dette sted er vores andet hjem.Derfor valgte jeg fjorden som mit tema til fotokurset, som jeg fulgte i april. Opgaven, vi skulle løse, hed “Her, hvor jeg bor” og jeg fik produceret 4 serier, 2 af dem inde på Østerbro, men min egen favorit var nu billederne fra fjorden. Der skulle være 5 fotos i nummereret rækkefølge, så det gav sig selv at begynde ved solopgangstid og afslutte med en af de mange forrygende solnedgange vi har. Jeg var ekstremt heldig med vejret, den dag jeg tog fat i opgaven. Ikke en vind rørte sig og der var skyfrit. Den fineste dis dækkede fjorden og skjulte horisonten tidligt om morgenen. Det tog sig altsammen meget fotogent og dekorativt ud. (Jeg er forfængelig nok til at pointere, at billedet i overskriften er beskåret af den skabelon, bloggen her anvender. Jeg kunne da finde på at kappe toppen af træerne i toppen og i spejlingen)

Cykellåsens dødskamp

En gang var der en, som cyklede sig en tur på damecyklen i sommerhuset. Det var forhåbentlig en dejlig cykeltur. Pligtopfyldende og ansvarlig satte vedkommende cyklen tilbage i skuret og låste cyklen. Skuret er i forvejen låst af en stor del at tiden, så det er en ekstra sikring at låse cyklen. Så vidt så godt. MEN, nøglen kom aldrig op at hænge på sin plads. Det opdagede jeg, da jeg selv ville bruge cyklen måneder senere. Vi spurgte rundt omkring, men ingen havde nogen erindring om at have fundet en nøgle i bukselommerne. Så måtte vi jo låse cyklen op på den hårde måde. Det ville Renato tage sig af. Han købte en nedstryger af den billige slags. Den opgav straks ånden. Så købte han klinger af bedre kvalitet. Det hjalp ikke. Så prøvede han at bore låsen op, men han havde købt et forkert bor. Et metalbor blev anskaffet. Det knækkede. Ned til værkstedsbutikken, hvor de udlejer grej og låne en boltsaks. Ha, den satte knap nok mærker i stålet. Tilbage til boremaskinen. Og til sidst lykkedes det. Låsen blev boret ud, og ny lås blev sat i. Note to self and visitors: lås aldrig cyklen i skuret […]

Varmen er kommet med fuld tryk

Utroligt! For en uge siden byggede vi snemænd, i dag måtte jeg have solcreme på og syntes, at det var for varmt at sidde i solen med lange bukser på. Ikke fordi jeg sad længe og meget, for den har stået på forårsrengøring i haven. Først og fremmest fik jeg gravet ny adgang til kompostbunkerne bagest i haven. “Nogen” havde anlagt en større bunke overskudsjord fra muldvarpeskuddene. Bunken spærrede for trillebørskørsel og det har virkelig generet mig. Men efter ca 3 timers skovlen, fordelt på 3 dage aht den sarte kontorstolsryg, var der god passage til kompostafdelingen. Riverne har også været i brug. Renato har renset tagrender og fjernet nedfaldne fyrrenåle på tag og rundt om skuret, og jeg har revet vissent græs væk fra de spirende staudebede. En stor del er allerede gået op i røg på bålpladsen på de to vindstille aftener. ENDELIG er sommerhussæsonen for alvor skudt i gang.

Man skulle tro det var en aprilsnar

Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst er gået ind i april med et tykt lag sne på træerne. Det skete i år. Jeg hørte godt, at Andreas sagde noget til Liv om meget sne, da de stod op og gik fra annexet ind til os. Naivt troede jeg, at det var de sørgelige rester fra dagen i forvejen, for jeg var endnu ikke stået op og havde kigget ud af vinduet. Da jeg trak gardinet fra, fik jeg nærmest et chok. ALT var dækket til af et ret tykt snelag. Altså, skriig – giv mig forår! Nå, det er bedre med sne end øsregn, når man er i sommerhus med en 2-årig. Liv, Sara og Renato lavede den fineste snemand på terrassen.

Hvaffor et forår?

Det er marts – nu den 10.  – og snedriverne ligger stadig højt hernede. Jeg længes efter grønt græs, spirer og knopper! Gulspurven er ankommet, jeg har både set og hørt den. Lyden af den hænger ikke sammen med alt det hvide, men så tror jeg i det mindste på, at sneen forsvinder snart.

Trådløs varmeregulering

Den ser ikke ud af noget som helst, men denne kontakt på væggen er ikke mindre end en revolution i vores sommerhusbekvemmeligheder. Fremover er det slut med at komme ned til et iskoldt hus. Med denne uskyldigt udseende lille boks kan vi tjekke stuetemperaturen og skrue op til tålelige grader hjemmefra om morgenen, når vi har planlagt at holde weekend i sommerhuset. Det hele styres af en termostat, som er forbundet trådløst til netforbindelsen. Det er fandme smart!

Så røg dét træ!

For ingen verdens penge har vi fået hjælp til at fælde birketræet, som stod klods op ad huset. Det tog ikke noget lys fra haven og generede ingen, ud over mig, når det om foråret dryssede alle sine pollen ud over huset. Det var egentlig først tidligere dette efterår, hvor jeg var oppe på taget for at rense tagrender, at jeg opdagede træets uhensigtsmæssige placering. Dels var mosset begyndt at få godt fat på taget, der hvor træet kastede skygge, og dels lå en masse blade og formuldede i tagrenden og stoppede afløbet. Så tog jeg beslutningen, og heldigvis nærede husbond ingen specielle varme følelser for netop det træ. Og nu er det fældet. Knap en rummeter brænde har vi fået ud af det, plus noget pindeværk, der kan bruges til optænding. Vores enormt søde og evigt hjælpsomme naboer kom springende og tilbød, inden vi selv havde overvejet noget som helst, at stille deres anhænger til rådighed og køre al fraklippet på genbrugsstationen. Jamen, altså – hvor var det sødt af dem. Vi sagde ikke nej. Der udestår stadig en del opsavning og kløvning. Det kommer – på et tidspunkt.

Bare det bliver ved dét

Blæsevejret i går har fået et navn. Det hedder Ingolf. Det lød noget voldsomt, da vinden var på sit højeste i nat, men så var det heller ikke værre. Der er bare det ved det, at meteorologerne igen advarer om høj vandstand og taler om 20-års hændelser. Storebælt er truet. Det skulle toppe i aften, hvorefter den kraftige nordvestenvind skulle løje af, så vandet kan løbe tilbage hvor det normalt hører til. Jeg var nede ved fjorden og kigge. Vandstanden skal stige rigtig meget, før der er risiko for at det skvulper over diget, men det står helt inde ved digefoden. Det ses kun sjældent i vores ende af fjorden. På marken ved siden af er fjorden løbet ind, for der er intet dige, som kan holde vandet tilbage. Men heldigvis har vi et landdige, som bremser vandet. Det er kommet ret langt ind på marken. Havde vi ikke haft diget, havde vi fået vand i haven (men så havde muldvarpene heller ikke overlevet …).

Sommertiden er slut

I dag slog jeg græs, vel for sidste gang i år.  Det trængte. Det har regnet så meget i den senere tid, at det har været umuligt at slå pga væde. Jeg har også fået båret havemøblerne over i skuret. I nat bliver det storm, muligvis med vindstød af orkanstyrke. I nat stiller vi urene en time tilbage. Om to dage er det november måned. Det var den sommer – i det omfang den nogensinde kom.

Efteråret er lige om hjørnet

Hele ugen har jeg brugt størstedelen af tiden på at sidde stille på min flade, og den er blevet bredere og bredere undervejs. Derfor var det en befrielse at komme ned i sommerhuset og bruge min ophobede energi på at slå græs,. Det er kun 14 dage siden, græsset blev slået sidst, men det var allerede blevet alt for langt. Det er altid en sveddryppende affære, især når græsset er vådt. Denne gang ville jeg også slå ‘græsmarken’ ned, det stykke, hvor alting får lov at vokse frit, det stykke hvor vi altid håber på at en ægte blomstereng vil gro frem. Det er lykkedes delvist, for der gror da rølliker og høgeurt, men græsset dominerer. Anyway, væk kom det – altsammen. Nu er vi klar til en ny sæson næste år.