Sommerhusdagbog

Man skulle tro det var en aprilsnar

Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst er gået ind i april med et tykt lag sne på træerne. Det skete i år. Jeg hørte godt, at Andreas sagde noget til Liv om meget sne, da de stod op og gik fra annexet ind til os. Naivt troede jeg, at det var de sørgelige rester fra dagen i forvejen, for jeg var endnu ikke stået op og havde kigget ud af vinduet. Da jeg trak gardinet fra, fik jeg nærmest et chok. ALT var dækket til af et ret tykt snelag. Altså, skriig – giv mig forår! Nå, det er bedre med sne end øsregn, når man er i sommerhus med en 2-årig. Liv, Sara og Renato lavede den fineste snemand på terrassen.

Hvaffor et forår?

Det er marts – nu den 10.  – og snedriverne ligger stadig højt hernede. Jeg længes efter grønt græs, spirer og knopper! Gulspurven er ankommet, jeg har både set og hørt den. Lyden af den hænger ikke sammen med alt det hvide, men så tror jeg i det mindste på, at sneen forsvinder snart.

Trådløs varmeregulering

Den ser ikke ud af noget som helst, men denne kontakt på væggen er ikke mindre end en revolution i vores sommerhusbekvemmeligheder. Fremover er det slut med at komme ned til et iskoldt hus. Med denne uskyldigt udseende lille boks kan vi tjekke stuetemperaturen og skrue op til tålelige grader hjemmefra om morgenen, når vi har planlagt at holde weekend i sommerhuset. Det hele styres af en termostat, som er forbundet trådløst til netforbindelsen. Det er fandme smart!

Så røg dét træ!

For ingen verdens penge har vi fået hjælp til at fælde birketræet, som stod klods op ad huset. Det tog ikke noget lys fra haven og generede ingen, ud over mig, når det om foråret dryssede alle sine pollen ud over huset. Det var egentlig først tidligere dette efterår, hvor jeg var oppe på taget for at rense tagrender, at jeg opdagede træets uhensigtsmæssige placering. Dels var mosset begyndt at få godt fat på taget, der hvor træet kastede skygge, og dels lå en masse blade og formuldede i tagrenden og stoppede afløbet. Så tog jeg beslutningen, og heldigvis nærede husbond ingen specielle varme følelser for netop det træ. Og nu er det fældet. Knap en rummeter brænde har vi fået ud af det, plus noget pindeværk, der kan bruges til optænding. Vores enormt søde og evigt hjælpsomme naboer kom springende og tilbød, inden vi selv havde overvejet noget som helst, at stille deres anhænger til rådighed og køre al fraklippet på genbrugsstationen. Jamen, altså – hvor var det sødt af dem. Vi sagde ikke nej. Der udestår stadig en del opsavning og kløvning. Det kommer – på et tidspunkt.

Bare det bliver ved dét

Blæsevejret i går har fået et navn. Det hedder Ingolf. Det lød noget voldsomt, da vinden var på sit højeste i nat, men så var det heller ikke værre. Der er bare det ved det, at meteorologerne igen advarer om høj vandstand og taler om 20-års hændelser. Storebælt er truet. Det skulle toppe i aften, hvorefter den kraftige nordvestenvind skulle løje af, så vandet kan løbe tilbage hvor det normalt hører til. Jeg var nede ved fjorden og kigge. Vandstanden skal stige rigtig meget, før der er risiko for at det skvulper over diget, men det står helt inde ved digefoden. Det ses kun sjældent i vores ende af fjorden. På marken ved siden af er fjorden løbet ind, for der er intet dige, som kan holde vandet tilbage. Men heldigvis har vi et landdige, som bremser vandet. Det er kommet ret langt ind på marken. Havde vi ikke haft diget, havde vi fået vand i haven (men så havde muldvarpene heller ikke overlevet …).

Sommertiden er slut

I dag slog jeg græs, vel for sidste gang i år.  Det trængte. Det har regnet så meget i den senere tid, at det har været umuligt at slå pga væde. Jeg har også fået båret havemøblerne over i skuret. I nat bliver det storm, muligvis med vindstød af orkanstyrke. I nat stiller vi urene en time tilbage. Om to dage er det november måned. Det var den sommer – i det omfang den nogensinde kom.

Efteråret er lige om hjørnet

Hele ugen har jeg brugt størstedelen af tiden på at sidde stille på min flade, og den er blevet bredere og bredere undervejs. Derfor var det en befrielse at komme ned i sommerhuset og bruge min ophobede energi på at slå græs,. Det er kun 14 dage siden, græsset blev slået sidst, men det var allerede blevet alt for langt. Det er altid en sveddryppende affære, især når græsset er vådt. Denne gang ville jeg også slå ‘græsmarken’ ned, det stykke, hvor alting får lov at vokse frit, det stykke hvor vi altid håber på at en ægte blomstereng vil gro frem. Det er lykkedes delvist, for der gror da rølliker og høgeurt, men græsset dominerer. Anyway, væk kom det – altsammen. Nu er vi klar til en ny sæson næste år.

Årets gang i Refugiet

Vi bruger vores sommerhus hele året. Denne Billedbog fra Refugiet illustrerer i tilfældig tur og orden tidernes skiften og vores forskellige gøremål, når vi er i sommerhuset.