Sommerhusdagbog

Den varmeste dag?

Klokken 14 sagde termometeret knap 32 grader. Dagen er spået at blive årets varmeste. I så fald bliver det ikke denne matrikel, der slår rekorden. Her har temperaturen i mange dage ligget på de der par og tredve grader. Jeg købte i øvrigt termometeret for nylig for at holde øje med, hvor varmt her egentlig er. Jeg har snart levet i skyggen i 14 dage og ihhh, hvor jeg nyder det – altså, at det er så varmt, at skyggen er det eneste sted jeg har lyst at være i. Men jeg nyder det ikke uden en underliggende følelse af katastrofe. Hele den nordlige halvkugle har abnormt høje temperaturer. Hver dag er der artikler i avisen om klimakrisen og behovet for at bremse op. Så sidder man her og overvejer sit eget CO2 aftryk og forbrug. Jo, selvfølgelig kan vi da flyve mindre. Hvad med at sætte kvoter på flyvningerne, så der bliver færre landinger og vi tvinges over til andre transportformer og knap så fjerne destinationer? Eller begrænse antallet af de stærkt forurenende cruise-skibe, som udspyder al den dieselrøg, som Kbh har forsøgt at komme kvit ved at kræve filtre og lastbilbegrænsning? Og nærmest lige til højrebenet: nedsætte afgiften […]

Tørken har sat spor

Her er knastørt. Hidtil har jeg været forbløffet over flere af planternes modstandsdygtighed, så de må have fundet fugt, hvor jeg forventede der var tørt. Roserne må have dybe rødder, for selvom de fik lidt vand fra tømningen af et lille soppebassin, er både Open Arms, Stanwell Perpetual og Jens Holm-roserne i gang med årets anden blomstring. Mirabelletræet foran huset har det imidlertid ikke godt. Det har smidt en masse blade, og under træet ligger de gulnede blade tæt som på en skovbund i oktober. Insekterne lider også under tørken, tror jeg. Der er ikke mange af dem, næsten ingen myg, kun få fluer. Måske er det derfor, at fuglene i overraskende tal samler sig ved de foderrør, jeg næsten ligger i fast rutefart for at fylde op. Sidst jeg var i Kvickly, så jeg at mejsekuglerne er ved at være udsolgt – det er mig, der har tømt hylden, har jeg bemærket. Det er ‘mine’ fugle nok meget glade for. De kommer mindst tre gange om dagen for at tjekke, om der er noget at hente. Det er der som regel. Pindsvinene får vand. Normalt skal det være halvmørkt, før de viser sig, men mange aftener og enkelte morgener […]

Det nærmer sig afslutningen

Overskriften kunne være en profeti om enden på 45 dages tørke og næsten uafbrudt sol. Lige i disse dage er der hedebølge i landet, og selv i dette luftige hjørne af Sjælland er der godt lunt. Men jeg taler ikke om vejret, selvom jeg aldrig havde håbet på så stort held. I mindst to år har sommerhuset trængt hårdt til at blive malet, både hus, annex, tagudhæng, vindskeder, sternbrætter, terrassen, hele pibtøjet. Sidste år var vi ikke i nærheden af at have heldet = vejrliget med os. I år derimod har mit pensionistliv gjort sin første store nytte. Takket være min hårdt arbejdende indsats, er nu alt ved at være malet helt færdigt. Jeg mangler kun at give det nyeste og hidtil ubehandlede terrassetræ en tredje overhaling; nåja, også hovedtrappen mangler. Den må vente til der er fri bane ind ad terrassedøren. Efterhånden føler jeg mig også godt brugt og træt af bøtter og pensler. Men jeg har virkelig set huset fra mange, uvante vinkler.

Maiden’s Blush

Den får lov at stå uden videre kommentarer. Duften kan desværre ikke uploades.

Skygge er bedst

Tænk, at det er så varmt, at jeg foretrækker skyggen. Det er hudlægerne garanteret helt enige i er det bedste at gøre. Vi har flyttet det lille bord ud til kanten af terrassen og nu står det klods op ad den storblomstrende Maiden’s Blush, som dufter vidunderligt. Der sidder vi under parasollen og bliver aldrig trætte at at mene, at vi har den bedste grund i hele området kombineret med stilfærdige naboer. Lige nu er det mest mejserne og deres forslugne unger med deres tiggende piben, som støjer. Dyrelivet er ellers ret behersket, men i aftes hørte og så vi to gnøffende pindsvin, som enten markerede deres territorier eller var ved at lægge an til noget parring. Og så har vi hjortene, som ind imellem kommer for at smage på roserne. Vi er ikke så plaget af det, at roserne aldrig bliver til noget. Tværtimod. På trods af den tørke, der nu har varet i 5-6 uger, står roserne eventyrligt flot og blomsterrigt. De blomstrer meget tidligere end sidste år, hvilket er heldigt for os, for så når vi at se dem alle i fuldt flor, inden vi tager på ferie sydpå inden længe. Det bliver også dejligt.

Forrygende sommerdage og grilldebut

Vi er kun i maj, og det er kun godt 1,5 måned siden, vi byggede snemand hernede. Men nu griller vi for første gang i år (gode pølser og grønsagsspyd), nyder solen, fuglene, blomsterne og roserne, som er begyndt at blomstre. Termometeret står på sommertemperaturer, parasollen er kommet op og der er sat over til isterningebryg i fryseren. Oven i det hele er jeg så priviligeret, at jeg bare kan blive her, hvis jeg har lyst og ikke har andre planer. Det er ikke så tosset at være gået på efterløn!

Det er engkarsens tid

Når engkarsen blomstrer, kommer Aurorasommerfuglen. Både blomsten og sommerfuglen er på tilbagetog på matriklen. Derfor har jeg de senere år har ventet på begge med tilbageholdt åndedræt (ok, en mild overdrivelse), men indtil nu har jeg kunnet ånde lettet op. De findes stadig begge to, endda ser engkarsen ud til at sprede sig. Omhyggeligt går jeg uden om med plæneklipperen. Ikke at jeg bruger dén særlig ofte. Faktisk var denne weekend første gang i år, og den blev kun brugt til at slå gangstier i det, der snart er højt græs med okseøjer og ranunkler. Denne weekend kom sommeren. 20 grader, aftensmad på terrassen, en lur i skyggen og en kop kaffe i dækstolen. Det rene driverliv var det ellers ikke. Det er lige nu, at der er størst aktivitet med havearbejdet. Ugræs, der skal fjernes, visne grene, der skal skæres væk, frø der skal sås. Når alt det er gjort, består det meste havearbejde sådan set bare af at slå græs. Så kan vi nyde frugten af anstrengelserne. Selvom vi egentlig bare ville have en naturhave, som ikke skulle passes særlig meget, må vi erkende, at der konstant er rydningsopgaver, der presser sig på. Fx reduktion af brombærkrat! Det […]

Vandretur til Avnø

Sjældent får jeg den indskydelse at gå rigtig langt, men det ene skridt tog det andet og vejret var godt. Og mens jeg gik af sted langs fjorden, tænkte jeg, ja, hvorfor ikke gå hele vejen til Avnø Naturskole? Det har jeg tænkt på så mange gange,men ét er tanke, noget andet handling. I dag skulle der handles og vandres. Det værste, der kunne ske, var at jeg blev træt, og hvis de nye vandrestøvler gav for meget knas på den stakkels, nedsunkne forfod, ville jeg vende om med det samme. Men alt gik fint og jeg gik derudad. Lærkerne sang, landmændene kørte rundt med deres traktorer, hundene gøede bag aflukkede haver og solen lunede bag et tyndt skydække. Og efter et par timer så jeg vandreturens mål. Eneste fejlkalkulation: jeg havde ikke taget vand med. Det kunne jeg godt have brugt. Godt brugt var jeg bestemt, da jeg efter 4 timers vandretur, næsten uden pause, nåede hjem igen. Fotogrejet havde jeg med i rygsækken. Udvalget af objektiver fik lov at blive, for det eneste jeg brugte, var min store zoom. Fantasiløs var jeg, for jeg tog kun få billeder, men en miniserie med gamle staldvinduer blev det da til. […]

Her hvor jeg bor

Selvom vi ikke bor her, opholder vi os alligevel så meget, at dette sted er vores andet hjem.Derfor valgte jeg fjorden som mit tema til fotokurset, som jeg fulgte i april. Opgaven, vi skulle løse, hed “Her, hvor jeg bor” og jeg fik produceret 4 serier, 2 af dem inde på Østerbro, men min egen favorit var nu billederne fra fjorden. Der skulle være 5 fotos i nummereret rækkefølge, så det gav sig selv at begynde ved solopgangstid og afslutte med en af de mange forrygende solnedgange vi har. Jeg var ekstremt heldig med vejret, den dag jeg tog fat i opgaven. Ikke en vind rørte sig og der var skyfrit. Den fineste dis dækkede fjorden og skjulte horisonten tidligt om morgenen. Det tog sig altsammen meget fotogent og dekorativt ud. (Jeg er forfængelig nok til at pointere, at billedet i overskriften er beskåret af den skabelon, bloggen her anvender. Jeg kunne da finde på at kappe toppen af træerne i toppen og i spejlingen)

Cykellåsens dødskamp

En gang var der en, som cyklede sig en tur på damecyklen i sommerhuset. Det var forhåbentlig en dejlig cykeltur. Pligtopfyldende og ansvarlig satte vedkommende cyklen tilbage i skuret og låste cyklen. Skuret er i forvejen låst af en stor del at tiden, så det er en ekstra sikring at låse cyklen. Så vidt så godt. MEN, nøglen kom aldrig op at hænge på sin plads. Det opdagede jeg, da jeg selv ville bruge cyklen måneder senere. Vi spurgte rundt omkring, men ingen havde nogen erindring om at have fundet en nøgle i bukselommerne. Så måtte vi jo låse cyklen op på den hårde måde. Det ville Renato tage sig af. Han købte en nedstryger af den billige slags. Den opgav straks ånden. Så købte han klinger af bedre kvalitet. Det hjalp ikke. Så prøvede han at bore låsen op, men han havde købt et forkert bor. Et metalbor blev anskaffet. Det knækkede. Ned til værkstedsbutikken, hvor de udlejer grej og låne en boltsaks. Ha, den satte knap nok mærker i stålet. Tilbage til boremaskinen. Og til sidst lykkedes det. Låsen blev boret ud, og ny lås blev sat i. Note to self and visitors: lås aldrig cyklen i skuret […]