Sommerhusdagbog

Engkarsen forsvinder

I løbet af årene er der sket synlige forandringer i bestandsvariationen, og både matriklens flora og fauna er berørt. Her i maj er det tydeligt, at engkarsen er ved at forsvinde. Hvor græsset tidligere havde et markant lyserødt skær af engkarse, står der i dag kun en enkelt plante hist og pist. Ærgerligt, for blomsterne tiltrak den fine sommerfugl, Aurora. Nu hvor favoritblomsten næsten er væk, flyver Auroraen ikke så tit forbi. Samme vej er det gået med ranunklerne/smørblomsterne. Det må have noget at gøre med vejdrænet, som blev renset for nogle år siden. Den kraftigere dræning har gjort grunden mere tør og mindre attraktiv for blomsterne. Vi passer på dem vi har og venter gerne med at slå græs. Et foto fra den tid, hvor engkarsen blomstrede i rigelige mængder og tiltrak Auroraen

Premieredag på udendørs aftensmad

Kr. Himmelfartsdag, 5. maj – første gang vi kunne sidde ude og spise. Der var vintermad i gryden – Osso buco – og rødvin, der smagte af prop. Ind med osso’en, ud med rødvinen.

Favoritten blev White Valley

Det er sæson for tulipaner.  Søsteren tog med mig til Gavnø Slot, for hun er have- og blomsterbegejstret og den helt rette ledsager at have med til tulipanfestival. Hendes erfaringer fra blomstrende tulipanmarker i Holland var svære at overgå med Gavnø, men parken var så fin og himlen var så blå, at vi var ganske tilfredse. Hvert år bliver årets tulipan kåret ved afstemning blandt de besøgende. Der var mange fine og en del sære tulipaner, men vi var ikke i tvivl efter først at have brugt nogle minutter på at hænge lidt over bedet: Vi kunne bedst lide tulipanen White Valley. Den mindede om en magnolieblomst og duftede usædvanligt og dejligt. Om den vinder, tvivler jeg på. Der var andre slags, som folk kommenterede mere positivt. Smag og behag. Jeg er ligeglad. Jeg skal ikke leve af at sælge tulipanløg.

Fandens? Overhovedet ikke!

Weekendens buket – startskuddet er gået til den tilbagevendende opgave, jeg giver mig selv ved hvert ophold i Refugiet, vintersæsonen undtaget. Mælkebøtterne er jeg særlig glad for, når de lyser op i det grønne, og de er meget velkomne på matriklen. Faktisk synes jeg, at der for få af dem i græsplænen.

Sommerfuglene er fremme

Dagpåfugleøje er altid først på banen. Den har en forkærlighed for de bare, brune jordpletter, hvor den sidder med udbredte vinger og suger de forårsvarme solstråler til sig. For en gang skyld fangede jeg den på fersk gerning, i færd med at suge nektar fra de små korsknapblomster. En afbleget, vintertræt Nældens Takvinge viste sig også. Derfor hele to sommerfugle til dagens tjekliste.

Overmandet af pollen og kvikgræs

Birkepollentid! Det klør i øjnene, og jeg har gang i øjendråberne og lommetørklæderne. Det er også tid for forårshelligdagene, der nærmest står i kø. Vi er aldrig i tvivl om, hvad vi helst vil på denne tid: vi vil ned til Refugiet og rode rundt i jorden. Denne weekend er det Bededagsferien, vi nyder godt af. Solen har strålet fra en blå himmel hele dagen, og de sidste dages hårde blæst er taget noget af. Allerhelst ville jeg have tilbragt dagen udendørs, men roen kunne ikke falde over mig, før jeg havde fået både tjekket og dobbelttjekket arbejdsrelaterede regnskabs- og budgettal. Så kedeligt arbejde krævede et par pauser, som jeg tilbragte på knæ, intensivt optaget af at befri et par stauder for græsdøden. Det foregår med omhyggelig fingerlugning, som giver skønne, sorte negle og udfordrer de svage kontormuskler. På trods af også sidste års tilsvarende indsats var det desværre for sent for de fleste skabioser, som ikke havde evnet at vokse sig ud af kvikgræssets favntag. De fine stauderøllikker skulle jeg også lede længe efter. Jeg ved snart ikke, hvor mange penge jeg forgæves har lagt i planteskolens pengekasse, optimistisk overbevist om at netop dén eller de stauder kunne klare sig i sommerhusbedet. En […]

Det hober sig op

Sådan! Nu er der ikke flere bede, der venter på forårsrengøringen. Beviset ligger her: tørre staudetoppe, visne grene, døde pinde, alt klart til afbrænding, om vejrguderne vil. Men enten blæser det for meget, så man risikerer at sende en byge af gløder hen, hvor de nødig skulle falde, eller også har det regnet så meget, at kvasbunken er blevet for våd. Der kan gå meget lang tid, får vi kan komme af med det, men  en stille aften skal nok vise sig, så min indre pyroman kan blive sluppet løs og vi bliver en kvasbunke fattigere.

Årets gang i Refugiet

Vi bruger vores sommerhus hele året. Denne Billedbog fra Refugiet illustrerer i tilfældig tur og orden tidernes skiften og vores forskellige gøremål, når vi er i sommerhuset.