Sommerhusdagbog

Det er engkarsens tid

Når engkarsen blomstrer, kommer Aurorasommerfuglen. Både blomsten og sommerfuglen er på tilbagetog på matriklen. Derfor har jeg de senere år har ventet på begge med tilbageholdt åndedræt (ok, en mild overdrivelse), men indtil nu har jeg kunnet ånde lettet op. De findes stadig begge to, endda ser engkarsen ud til at sprede sig. Omhyggeligt går jeg uden om med plæneklipperen. Ikke at jeg bruger dén særlig ofte. Faktisk var denne weekend første gang i år, og den blev kun brugt til at slå gangstier i det, der snart er højt græs med okseøjer og ranunkler. Denne weekend kom sommeren. 20 grader, aftensmad på terrassen, en lur i skyggen og en kop kaffe i dækstolen. Det rene driverliv var det ellers ikke. Det er lige nu, at der er størst aktivitet med havearbejdet. Ugræs, der skal fjernes, visne grene, der skal skæres væk, frø der skal sås. Når alt det er gjort, består det meste havearbejde sådan set bare af at slå græs. Så kan vi nyde frugten af anstrengelserne. Selvom vi egentlig bare ville have en naturhave, som ikke skulle passes særlig meget, må vi erkende, at der konstant er rydningsopgaver, der presser sig på. Fx reduktion af brombærkrat! Det […]

Vandretur til Avnø

Sjældent får jeg den indskydelse at gå rigtig langt, men det ene skridt tog det andet og vejret var godt. Og mens jeg gik af sted langs fjorden, tænkte jeg, ja, hvorfor ikke gå hele vejen til Avnø Naturskole? Det har jeg tænkt på så mange gange,men ét er tanke, noget andet handling. I dag skulle der handles og vandres. Det værste, der kunne ske, var at jeg blev træt, og hvis de nye vandrestøvler gav for meget knas på den stakkels, nedsunkne forfod, ville jeg vende om med det samme. Men alt gik fint og jeg gik derudad. Lærkerne sang, landmændene kørte rundt med deres traktorer, hundene gøede bag aflukkede haver og solen lunede bag et tyndt skydække. Og efter et par timer så jeg vandreturens mål. Eneste fejlkalkulation: jeg havde ikke taget vand med. Det kunne jeg godt have brugt. Godt brugt var jeg bestemt, da jeg efter 4 timers vandretur, næsten uden pause, nåede hjem igen. Fotogrejet havde jeg med i rygsækken. Udvalget af objektiver fik lov at blive, for det eneste jeg brugte, var min store zoom. Fantasiløs var jeg, for jeg tog kun få billeder, men en miniserie med gamle staldvinduer blev det da til. […]

Her hvor jeg bor

Selvom vi ikke bor her, opholder vi os alligevel så meget, at dette sted er vores andet hjem.Derfor valgte jeg fjorden som mit tema til fotokurset, som jeg fulgte i april. Opgaven, vi skulle løse, hed “Her, hvor jeg bor” og jeg fik produceret 4 serier, 2 af dem inde på Østerbro, men min egen favorit var nu billederne fra fjorden. Der skulle være 5 fotos i nummereret rækkefølge, så det gav sig selv at begynde ved solopgangstid og afslutte med en af de mange forrygende solnedgange vi har. Jeg var ekstremt heldig med vejret, den dag jeg tog fat i opgaven. Ikke en vind rørte sig og der var skyfrit. Den fineste dis dækkede fjorden og skjulte horisonten tidligt om morgenen. Det tog sig altsammen meget fotogent og dekorativt ud. (Jeg er forfængelig nok til at pointere, at billedet i overskriften er beskåret af den skabelon, bloggen her anvender. Jeg kunne da finde på at kappe toppen af træerne i toppen og i spejlingen)

Cykellåsens dødskamp

En gang var der en, som cyklede sig en tur på damecyklen i sommerhuset. Det var forhåbentlig en dejlig cykeltur. Pligtopfyldende og ansvarlig satte vedkommende cyklen tilbage i skuret og låste cyklen. Skuret er i forvejen låst af en stor del at tiden, så det er en ekstra sikring at låse cyklen. Så vidt så godt. MEN, nøglen kom aldrig op at hænge på sin plads. Det opdagede jeg, da jeg selv ville bruge cyklen måneder senere. Vi spurgte rundt omkring, men ingen havde nogen erindring om at have fundet en nøgle i bukselommerne. Så måtte vi jo låse cyklen op på den hårde måde. Det ville Renato tage sig af. Han købte en nedstryger af den billige slags. Den opgav straks ånden. Så købte han klinger af bedre kvalitet. Det hjalp ikke. Så prøvede han at bore låsen op, men han havde købt et forkert bor. Et metalbor blev anskaffet. Det knækkede. Ned til værkstedsbutikken, hvor de udlejer grej og låne en boltsaks. Ha, den satte knap nok mærker i stålet. Tilbage til boremaskinen. Og til sidst lykkedes det. Låsen blev boret ud, og ny lås blev sat i. Note to self and visitors: lås aldrig cyklen i skuret […]

Varmen er kommet med fuld tryk

Utroligt! For en uge siden byggede vi snemænd, i dag måtte jeg have solcreme på og syntes, at det var for varmt at sidde i solen med lange bukser på. Ikke fordi jeg sad længe og meget, for den har stået på forårsrengøring i haven. Først og fremmest fik jeg gravet ny adgang til kompostbunkerne bagest i haven. “Nogen” havde anlagt en større bunke overskudsjord fra muldvarpeskuddene. Bunken spærrede for trillebørskørsel og det har virkelig generet mig. Men efter ca 3 timers skovlen, fordelt på 3 dage aht den sarte kontorstolsryg, var der god passage til kompostafdelingen. Riverne har også været i brug. Renato har renset tagrender og fjernet nedfaldne fyrrenåle på tag og rundt om skuret, og jeg har revet vissent græs væk fra de spirende staudebede. En stor del er allerede gået op i røg på bålpladsen på de to vindstille aftener. ENDELIG er sommerhussæsonen for alvor skudt i gang.

Man skulle tro det var en aprilsnar

Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst er gået ind i april med et tykt lag sne på træerne. Det skete i år. Jeg hørte godt, at Andreas sagde noget til Liv om meget sne, da de stod op og gik fra annexet ind til os. Naivt troede jeg, at det var de sørgelige rester fra dagen i forvejen, for jeg var endnu ikke stået op og havde kigget ud af vinduet. Da jeg trak gardinet fra, fik jeg nærmest et chok. ALT var dækket til af et ret tykt snelag. Altså, skriig – giv mig forår! Nå, det er bedre med sne end øsregn, når man er i sommerhus med en 2-årig. Liv, Sara og Renato lavede den fineste snemand på terrassen.

Hvaffor et forår?

Det er marts – nu den 10.  – og snedriverne ligger stadig højt hernede. Jeg længes efter grønt græs, spirer og knopper! Gulspurven er ankommet, jeg har både set og hørt den. Lyden af den hænger ikke sammen med alt det hvide, men så tror jeg i det mindste på, at sneen forsvinder snart.

Årets gang i Refugiet

I skarp konkurrence med mine børn er Refugiet & omgivelser det motiv, jeg har fotograferet allermest.

Vi bruger huset hele året, og det ses i denne Billedbog fra Refugiet, som rummer billeder, der i tilfældig tur og orden illustrerer tidernes skiften og vores forskellige gøremål, når vi er i sommerhuset.