Sommerhusdagbog

Så røg dét træ!

For ingen verdens penge har vi fået hjælp til at fælde birketræet, som stod klods op ad huset. Det tog ikke noget lys fra haven og generede ingen, ud over mig, når det om foråret dryssede alle sine pollen ud over huset. Det var egentlig først tidligere dette efterår, hvor jeg var oppe på taget for at rense tagrender, at jeg opdagede træets uhensigtsmæssige placering. Dels var mosset begyndt at få godt fat på taget, der hvor træet kastede skygge, og dels lå en masse blade og formuldede i tagrenden og stoppede afløbet. Så tog jeg beslutningen, og heldigvis nærede husbond ingen specielle varme følelser for netop det træ. Og nu er det fældet. Knap en rummeter brænde har vi fået ud af det, plus noget pindeværk, der kan bruges til optænding. Vores enormt søde og evigt hjælpsomme naboer kom springende og tilbød, inden vi selv havde overvejet noget som helst, at stille deres anhænger til rådighed og køre al fraklippet på genbrugsstationen. Jamen, altså – hvor var det sødt af dem. Vi sagde ikke nej. Der udestår stadig en del opsavning og kløvning. Det kommer – på et tidspunkt.

Bare det bliver ved dét

Blæsevejret i går har fået et navn. Det hedder Ingolf. Det lød noget voldsomt, da vinden var på sit højeste i nat, men så var det heller ikke værre. Der er bare det ved det, at meteorologerne igen advarer om høj vandstand og taler om 20-års hændelser. Storebælt er truet. Det skulle toppe i aften, hvorefter den kraftige nordvestenvind skulle løje af, så vandet kan løbe tilbage hvor det normalt hører til. Jeg var nede ved fjorden og kigge. Vandstanden skal stige rigtig meget, før der er risiko for at det skvulper over diget, men det står helt inde ved digefoden. Det ses kun sjældent i vores ende af fjorden. På marken ved siden af er fjorden løbet ind, for der er intet dige, som kan holde vandet tilbage. Men heldigvis har vi et landdige, som bremser vandet. Det er kommet ret langt ind på marken. Havde vi ikke haft diget, havde vi fået vand i haven (men så havde muldvarpene heller ikke overlevet …).

Sommertiden er slut

I dag slog jeg græs, vel for sidste gang i år.  Det trængte. Det har regnet så meget i den senere tid, at det har været umuligt at slå pga væde. Jeg har også fået båret havemøblerne over i skuret. I nat bliver det storm, muligvis med vindstød af orkanstyrke. I nat stiller vi urene en time tilbage. Om to dage er det november måned. Det var den sommer – i det omfang den nogensinde kom.

Efteråret er lige om hjørnet

Hele ugen har jeg brugt størstedelen af tiden på at sidde stille på min flade, og den er blevet bredere og bredere undervejs. Derfor var det en befrielse at komme ned i sommerhuset og bruge min ophobede energi på at slå græs,. Det er kun 14 dage siden, græsset blev slået sidst, men det var allerede blevet alt for langt. Det er altid en sveddryppende affære, især når græsset er vådt. Denne gang ville jeg også slå ‘græsmarken’ ned, det stykke, hvor alting får lov at vokse frit, det stykke hvor vi altid håber på at en ægte blomstereng vil gro frem. Det er lykkedes delvist, for der gror da rølliker og høgeurt, men græsset dominerer. Anyway, væk kom det – altsammen. Nu er vi klar til en ny sæson næste år.

Stadig liv i rosenafdelingen

Helt nytilkommen og nyplantet er den fine ‘Jens Munk’. Den hører til rugosafamilien, men den breder sig ikke uhæmmet. Den er endnu lillebitte og forsvinder næsten, når græsset er langt, men den er ved at komme efter det. De nyudsprungne blomster holder ikke så længe ad gangen, men der kommer mange af dem (med tiden). Den blev købt, fordi vi savnede nogle roser, der kunne blomstre senere end juni, for alle vores historiske roser har kun én blomstring i sig i maj-juni måned. For et par år siden købte vi af samme grund også en engelsk rose. Den skyder vældigt i vejret og har sat de fineste blomster.   Og så er der mit fejlkøb, pink fairy. Den skulle ikke have været pink, men bare fairy. Det opdagede jeg bardesværre e for sent, da rosen efterhånden havde tilbragt mange måneder i vores jord og efterhånden begyndte at sætte blomster. I starten prøvede jeg at ignorere den og tænkte, at den ville dø af mangel på omsorg. Men næh-nej, den var standhaftig og voksede og blomstrede. Nu har jeg overgivet mig, og den får lov at sætte alle de blomster, den har lyst til. Jeg klipper endda en blomsterklase af i […]

Blomsterne og bierne og alt det

Vi kom hjem fra ferie, som vi holdt i De Varme Lande. Selvom DK ikke har været begunstiget med ordentligt sommervejr, fik vi alligevel nogle gode, lune og til dels solrige dage her på falderebet. Vi skulle have slået græs, og terrassen skulle gøres helt færdig. Vi nåede det hele.   Terrassen er blevet rigtig fin, og trappen er solid. Handyman var ikke 100% tilfreds med resultatet og pønser på enkelte ændringer, men det venter til en anden god gang. Den fungerer jo efter hensigten. Jeg gik på udkig, især i det lange græs, for at se hvor meget kryb og kravl og bevingede væsener, jeg kunne få øje på. Det har stået skralt til i de seneste år. Sommerfuglene er blevet færre, både i antal og arter. Heldigvis så jeg da et par stykker, som her opremses til kommende års sammenlignende studier: Admiral Dagpåfugleøje Kålsommerfugl Blåfugl Ildfugl Okkergul randøje Citronsommerfugl (BUM! Den var ny, aldrig observeret på matriklen før. Så den flyve væk fra hækken ude på vejen) Selvom det ikke er en sommerfugl, så: Efterårsmosaikguldsmed Jeg lagde mærke til, at der heldigvis var aktivitet hos de vilde bier. Der har været skrevet en del om massiv bidød forårsaget […]

Græsrivning og eksistens

At rive græsafklip sammen er måske ikke den fedeste form for havearbejde, jeg kan komme i tanke om. Det går an, hvis græsset er tørt, men hvis det er fugtigt og klumpet, går arbejdet rivningen trægt. I går ville jeg rive et ret stort areal (se bare bunkens størrelse på billedet), men jeg mærkede alt for hurtigt trætheden sætte ind i arme og ryg. Samtidig indfandt sig også en lille portion selvmedlidenhed iblandet en stor portion selvopofrelse, men så kom jeg faktisk på andre tanker. For jeg indså, at min krop sådan set bare fungerer, og slige sager er ingen selvfølge, når man når min alder. Den dag kan pludselig komme, hvor jeg vil tænke tilbage med længsel på overhovedet at være i stand til rive græs. Derfor blev jeg med ét utrolig glad for at gå der i det gode vejr og rive græs sammen! Ja-ja, så langt er det kommet med mig og mine aldersbetingede tanker. Det stoppede ikke med tanken en mere eller mindre velfungerende fysik, for tankerne fløj videre i mere eksistentielle baner. Således blev en lidt træls opgave i haven til den rene leg uden træthed – og i dag havde jeg ingen efterveer i […]

Årets gang i Refugiet

I skarp konkurrence med mine børn er Refugiet & omgivelser det motiv, jeg har fotograferet allermest.

Vi bruger huset hele året, og det ses i denne Billedbog fra Refugiet, som rummer billeder, der i tilfældig tur og orden illustrerer tidernes skiften og vores forskellige gøremål, når vi er i sommerhuset.