Rigtig sæsonstart

Nu er det ægte sommerhusliv med et passende mix af havearbejde og udendørs kaffedrikning begyndt. Vi tog hul på den nye havesæson inden for hver vores selvvalgte ansvarsområder. For min del gik det ud på at fjerne kvikgræs rundt om roserne, fjerne visne staudetoppe og hive brombær op, hvor de slet ikke hører hjemme. Bål skal der også til, jeg sniger mig til at fyre løs, så snart mulighed byder sig. Brændbart haveaffald og grenafklip har vi altid masser af. Desværre var der vind fra vest, så jeg indstillede afbrændingen relativt hurtigt aht naboerne. Der var ellers godt gang i bålet. A propos bål og brand: Det nyleverede brænde kom på plads med en fælles indsats.

Søndag eftermiddag blev himlen blå, jeg bryggede kaffe, smurte ostemad og satte mig godt til rette med strikketøjet i et hjørne uden for meget blæst. Det er (næsten) det bedste, jeg ved!

Dette er min første brændestabel, stablet helt alene. Derefter stablede jeg alt det nye brænde på den ledige plads til venstre. Det blev så flot, og Renato var imponeret. Desværre fik jeg ikke taget et billede, fordi det var blevet for mørkt. Næste dag nåede jeg det heller ikke inden Renato lagde et par lag ovenpå, som stammede fra efterårets træfældning. Nu har vi brænde nok til mindst et års forbrug.

About the Author:


Leave a Comment!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.