På arbejde i Ingenmandsland

Jeg kalder det Ingenmandsland, det stykke, som ligger mellem grænsen for vores matrikel og grundejerforeningens tilplantede og efterhånden tætte, grønne læbælte. I Ingenmandsland kan vi komme af med store bunker græsafklip, når blomsterengen bliver slået ned om efteråret. Med tiden er Ingenmandsland blevet mere og mere tilgroet. Hybenplanterne breder sig, det gør slåenbuskene også. De sidste par år har jeg slået græsset i Ingenmandsland en gang om året, mest for at holde hybenernes rodskud nede. Én gang tidligere har jeg været ude med hækkesaksen og papegøjenæbbet for at klippe hækken tilbage, men i år var det tydeligt, at der skulle gås hårdt til værks.

Egentlig kan vi være ligeglade. Det er jo Ingenmandsland.

Men jeg kan godt lide at have et lille, ‘hemmeligt’ sted. Mange gange har jeg været på insektjagt med kameraet, ofte med stort held, hvor jeg har fundet sjove sager, som ikke ellers er set i den mere trimmede del af haven. Der er også nem adgang til havtornene, hvis ellers vi gider plukke dem. Derfor tog jeg et ordentligt nap med papegøjenæbbet denne formiddag, selvom varmegraderne var høje og sveden haglede af mig. 15 meter grenafklip i godt en halv meters højde blev det til. Havde det ikke været for afbrændingsforbuddet, havde der været godt med bålmateriale. I forvejen ligger der ved bålpladsen et par større (men nu tørkereducerede) stakke klar fra forårets store raid af hækken ud til vejen. Gad vide, hvornår vi kan brænde det af? Måske skulle jeg bare alliere mig med én som mod passende betaling vil køre det på genbrugspladsen for os? Der er en smule utrygt at omgive sig med så meget tørt grenaffald. På den anden side, hvis der virkelig går ild i skidtet, vil de par bunker hverken gøre fra eller til med al det krat og tørre fyrrenåle, der er omkring os. Jeg vil tænke lidt over, hvad jeg gør ved det.

 

About the Author:


Leave a Comment!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.