jul 24

Her er knastørt. Hidtil har jeg været forbløffet over flere af planternes modstandsdygtighed, så de må have fundet fugt, hvor jeg forventede der var tørt. Roserne må have dybe rødder, for selvom de fik lidt vand fra tømningen af et lille soppebassin, er både Open Arms, Stanwell Perpetual og Jens Holm-roserne i gang med årets anden blomstring.

Mirabelletræet foran huset har det imidlertid ikke godt. Det har smidt en masse blade, og under træet ligger de gulnede blade tæt som på en skovbund i oktober.

Insekterne lider også under tørken, tror jeg. Der er ikke mange af dem, næsten ingen myg, kun få fluer. Måske er det derfor, at fuglene i overraskende tal samler sig ved de foderrør, jeg næsten ligger i fast rutefart for at fylde op. Sidst jeg var i Kvickly, så jeg at mejsekuglerne er ved at være udsolgt – det er mig, der har tømt hylden, har jeg bemærket. Det er ‘mine’ fugle nok meget glade for. De kommer mindst tre gange om dagen for at tjekke, om der er noget at hente. Det er der som regel.

Pindsvinene får vand. Normalt skal det være halvmørkt, før de viser sig, men mange aftener og enkelte morgener har de haft kurs mod den lille vandskål, længe før mørket er faldet på. Det var endda Simon, der kom med forslaget. Selv havde jeg ikke skænket pindsvinenes ve og vel en tanke, men få dage efter så jeg en avisartikel om pindsvin, der led af dehydrering. De pindsvin, der bor her, har meget at takke Simon for!

About the Author:


Leave a Comment!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.