jul 23

Samling på tropperne i Piemonte

Hvor er vi dog heldige, at vores børn gider tage på ferie med os. Vi fik samlet hele kuldet i år i Piemonte, og valg af sted gjorde nok også noget for interessen. Midt i det skønne, temmelig bakkede landskab og i udkanten af en lille, livlig by havde vi et dejligt hus for os selv. Ejet af danskere, udlejet udenom bureaer og fundet på nettet.

Med en swimmingpool uden for døren havde jeg ingen specielle forventninger til store udforskningsbehov, men vi kom egentlig godt omkring. Dels var der selve byen, Monesiglio. På trods af sin ringe størrelse var der liv, flere forretninger og et ugentligt marked. Byen så ved første øjekast ud til stadig at være i trivsel, men legepladserne lå øde hen, vi så ingen børn og gennemsnitsalderen på byens beboere virkede høj. Adskillige huse havde opstillet et ‘Til Salg’-skilt, og jeg tænker, at byen om 10 år nok vil være hendøende. Men disse dystre fremtidsudsigter plagede os ikke, vi havde ved hånden, hvad vi havde brug for: supermarked, bager, slagter, bar og endda en god restaurant. Alt blev købt i Monesiglio, vi behøvede ikke at køre de 30 minutter for at komme til endnu bedre indkøbsmuligheder i Cuneo.

Alba lå en lille times kørsel fra os. En rar og overskuelig by, ingen synderlig turisme at bemærke. Vi har været der før og jeg havde nogle vage, men behagelige, minder om byen. Det var bare slet ikke den by, jeg havde i tankerne. Intet af det kunne jeg genkende. Vi var der to gange, første gang uden egentlig at se mere end en lang strøggade, anden gang som stop på vej til lufthavnen på hjemrejsedagen for ungerne. Da var det markedsdag, og der kom nøddecreme og Barbera d’Alba-vine i indkøbsposerne.

Genova lød interessant, men turen dertil var lang med de små i bilen. Vi var nok af delte meninger om byen. Genova er en travl havneby og i de smalle gader i nærheden af havnen stod sminkede og letpåklædte damer parat til at tilbyde deres specielle ydelser, dog ikke henvendt til os. Der var en stemning af lidt nedslidt dagligdag over kvarteret, hvilket åbenbart ikke appellerede til større turistinvasioner. Pga den langvarige transporttid frem og tilbage havde vi ikke forfærdelig lang tid i byen, og noget af den brugte vi på at finde et børnevenligt sted at spise. Umiddelbart havde jeg lyst til at vende tilbage til byen, men den kommer ikke øverst på listen næste gang.

Piemonte vil jeg helt sikkert gerne tilbage til. Der var mere bjergrigt, end jeg huskede (det må være 18 år siden vi var der sidst) og ikke lige så pakket med andre turister som i Toscana. Efter sådan en ferie kunne jeg godt føle mig fristet af tanken om et eget hus dernede, men nej, det er for langt væk. Så hellere bare leje sig ind og lade andre få lidt husleje for besværet.

Det aller-aller-bedste er, at uanset om vi havde været et helt andet sted, ville jeg have været ellevild af begejstring over at tilbringe en hel uge sammen med vores pragtfulde børnebørn og deres søde og gode forældre.

About the Author:


Leave a Comment!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.