Gensyn med Lake District

Vi er næppe de første, som har ladet os inspirere til et besøg i Lake District og Yorkshire Dales efter at have set den temmelig sjove film The Trip med Steeve Coogan og Rob Brydon. I 2012 kørte vi mere eller mindre i deres hjulspor og blev så begejstrede for især Lake District, at vi gerne ville tilbage. Både i 2012 og denne gang havde vi vandrestøvlerne med i bagagen, men denne gang havde vi lagt an til seriøs vandring i modsætning til den første tur, hvor vi nok var mere kørende end gående.

Med de gode guidebøger og vandretursbeskrivelser fra sidst kastede vi os frygtløst ud på ture i både den blå og den røde kategori. Den første, røde tur blev ret lang og vi var godt trætte i benene, da vi tørnede ind om aftenen. Den lidt overmodige tur op til Wetherlam var en større mundfuld, end vi kunne klare. Derfor vendte vi om lidt over halvvejs på ruten oppe i højderne, da vi havde mødt en spændstig og rutineret herre, som var på vej ned. Han fortalte, at der var ca tre kvarters gang til toppen, der var løse sten, men det var ikke farligt. Tre kvarter til TOPPEN??? Jamen, jeg troede sådan set bare at vi skulle rundt om, ikke helt op. På det tidspunkt var vi godt i gang med at lege bjerggeder og endnu en times tid til i vores tempo lød ikke så tillokkende. I stedet ville vi hellere bakke ud og bakke ned. Puhha, når man så vender sig om, opdager man lige, hvor stejlt der egentlig kan være. Hver for sig gjorde vi os tanker, som vi ikke ville belemre den anden med – det ventede vi med, til vi var nede med mere fast grund under fødderne.

De efterfølgende gåture var helt udramatiske, omend lidt hårde for lårmusklerne, men det skal gøre ondt, før det gør godt. Vi havde det i hvert fald godt alle dagene. Bedst af alt var, at det var tørvejr. Næstbedst var, at alt var så strålende lysegrønt og at solen var fremme de fleste dage. Det værste var maden, sådan i generelle vendinger. Morgenmaden valgte vi selv, den vil jeg ikke jamre over: det var en ‘full English breakfast’ med hele udtrækket: bagte bønner, bacon, pølser og spejlæg. Med sådan en omgang som ballast kunne vi holde den kørende resten af dagen, kun suppleret med vand. Om aftenen derimod kunne det være svært at finde mad, som var bare nogenlunde vellavet og ikke alt for friturestegt. I Keswick fandt vi et sted, hvor de heldigvis havde mad, vi kunne gen- og godkende, sådan noget med ovnbagt fisk og nogle grønsager.

Overnatningerne var bestilt hjemmefra i et par B&B’s, det ene var et fornøjeligt gensyn med den charmerende vært i Yew Tree House i Keswick. Også i år havde vi trukket på vores viden fra The Trip og havde bestilt første overnatning på The Inn at Whitewell. Smukt, smukt og vældig engelsk, en pragtfuld måde at sætte stemningen på.

Allersidste måltid blev frokost på Rogan & Co, en frokostrestaurant som ejes af samme mand som har L’Enclume (den restaurant, vi spiste på i 2012 og vores bedste måltid ever). Frokosten var uden diskussion turens kulinariske højdepunkt, og det var et hyggeligt gensyn med den Mrs Marble-hyggelige landsby Cartmel. Derefter tilbage til Manchester, aflevere bilen og flyve hjem efter en dejlig uge.

Fakta om turen:

  • Fly tur-retur fra Manchester, billeje samme sted
  • Første nat på The Inn at Whitewell
  • De tre efterfølgende nætter på en B&B i Ambleside
  • De tre sidste nætter i Keswick
  • Andre aktiviteter
    • Museumsbesøg på British Arts & Crafts, Bowness
    • Køretur til Wasdale Head
    • Museumsbesøg i Keswick, et museum som i sin opbygning stort set er uændret siden åbningen i 1800-tallet

About the Author:


Leave a Comment!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.