Så røg dét træ!

For ingen verdens penge har vi fået hjælp til at fælde birketræet, som stod klods op ad huset. Det tog ikke noget lys fra haven og generede ingen, ud over mig, når det om foråret dryssede alle sine pollen ud over huset. Det var egentlig først tidligere dette efterår, hvor jeg var oppe på taget for at rense tagrender, at jeg opdagede træets uhensigtsmæssige placering. Dels var mosset begyndt at få godt fat på taget, der hvor træet kastede skygge, og dels lå en masse blade og formuldede i tagrenden og stoppede afløbet. Så tog jeg beslutningen, og heldigvis nærede husbond ingen specielle varme følelser for netop det træ. Og nu er det fældet.

Knap en rummeter brænde har vi fået ud af det, plus noget pindeværk, der kan bruges til optænding. Vores enormt søde og evigt hjælpsomme naboer kom springende og tilbød, inden vi selv havde overvejet noget som helst, at stille deres anhænger til rådighed og køre al fraklippet på genbrugsstationen. Jamen, altså – hvor var det sødt af dem. Vi sagde ikke nej.

Der udestår stadig en del opsavning og kløvning. Det kommer – på et tidspunkt.

About the Author:


Leave a Comment!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.